Jagt til vands

Fra Maglemosetiden kendes stortandede harpuner. Det er jagtredskaber med store modhager udskåret af ben. Harpunerne var primært beregnet til jagt på svømmende hjortevildt som elsdyr og kronhjort.

Elgene åd vandplanterne i de udstrakte vådområder. Jægerne holdt også til ved søerne. Her kunne de, formentlig ved hjælp af hunde, drive elsdyrene ud i vandet og nedlægge de svømmende dyr med harpuner. Harpunen kunne også fastgøres til en trækline, så jægeren kunne holde det sårede elsdyr tæt på sin båd. Så kunne dyret få et slag med en kølle, eller dens vitale organer kunne rammes med pilespidser eller spyd.

Der er flere fordele ved jagtformen. Udover at dyrene er sårbare i vandet, er de også så optagede af at holde hovedet oven vande, at de ikke har mulighed for at sparke og stange. Jagtformen er meget effektiv – faktisk så effektiv at den i moderne tid er blevet forbudt i det meste af Canada og det nordlige USA – den anses for usportslig! Fund af yngre harpunspidser fra Kongemose- og Ertebølletid i det indre Sjælland giver et vink om, at jagten på svømmende vildt fortsatte langt op i tid.