De tabte lurer
Lurer er meget sjældne. I Danmark er fundet 39 lurer, men det er ikke alle, der er endt på museum. Sørgeligt gik det for et lurpar, der blev fundet på Lyø omkring år 1805; de blev nemlig smeltet om til knapper. Et andet lurpar blev fundet ved Årslev på Fyn. Det beretter Fynske Avertissements Tidende, d. 25. november 1803, om. Hvad der siden hen er blevet af dem, ved vi ikke; måske er et stykke af den ene lur fra Årslev endt på British Museum i London. En grum skæbne fik også to lurer fra Blidstrup i Nordsjælland. Dette meget velbevarede lurpar blev overgivet til Frederik 7. De blev herefter opbevaret i oldsagssamlingen på Frederiksborg Slot, der brændte i 1859. Lurerne blev voldsomt medtaget, men stumperne af den ene kunne dog samles. De kom siden hen i Napoleon 3.’s eje, og i dag er de udstillet på et fransk museum. Også den sjette lur fra Brudevælte fik en omtumlet skæbne. I 1843 blev den foræret til den russiske zar af Christian 8. Den overlevede både revolution og krig, og i dag befinder den sig på Eremitagemuseet i Skt. Petersborg.