Lurerne fra bronzealderen
Hvad er en lur? En lur er et blæseinstrument fra yngre bronzealder (ca. 1000 f.Kr.), der er støbt af bronze.
De fleste lurer (39 stk.) kendes fra Danmark, selv om også Sverige, Norge og Nordtyskland har leveret deres eksemplarer. Rørenes svungne form minder om oksehorn – måske har netop oksehorn været forbilledet for luren? I Danmark findes lurerne som regel parvis, og de er altid nedlagt i moser.
Betegnelsen ”lur” er af nyere dato - det blev anvendt af arkæologer i begyndelsen af 1800-årene. Oprindeligt stammer det fra de islandske sagaer, hvor der berettes om at ”krigerne kaldtes til kamp med luren”.
Lurernes udformning og størrelse varierer. Ved hjælp af denne variation kan man opstille lurens udvikling gennem tid.