Billederne på Gundestrup-kedlen
Sølvkedlen består af en halvkugleformet bund, en bundplade, syv yderplader og fem inderplader, rigt udsmykket med drevne og indstemplede figurer, og en rand. Vægten er næsten 9 kg. På kedlens yderplader findes gengivet forskellige guder og gudinder. Nogle har med liv, frugtbarhed og skønhed at gøre, andre med død og tilintetgørelse. Gundestrup-kedlens inderplader viser mere komplicerede scener, herunder en procession af krigere, en tyreofring og en gud med hjortetakker omgivet af løver, hjorte og griffer. Måske blev denne gud opfattet som hersker over naturens kræfter og de vilde dyr.