Foreninger

Grundloven af 1849 gav forsamlingsfrihed for alle. Mellem 1860 og 1900 blev der grundlagt så mange foreninger, at perioden senere er blevet kaldt ”foreningstiden”.

På landet var der tradition for at løse praktiske opgaver i fællesskab i bylavet. Det nye ved foreningerne var, at alle frivilligt kunne slutte sig sammen om interesser af faglig, politisk, økonomisk eller selskabelig art. Mange foreninger opstod i protest mod den bestående samfundsorden eller som opposition til andre foreninger.

Baggrunden for foreningsdannelserne var bl.a. en ny struktur på landet. Mange gårdmænd var blevet selvejere og oplevede en periode med økonomisk fremgang, større politisk indflydelse og selvbevidsthed. Husmænd, arbejdere og kvinder mærkede ikke samme udvikling og deltog i begyndelsen ikke i så høj grad som gårdmændene i foreningslivet.

At danne foreninger blev den gængse måde at løse opgaver på inden for økonomi, politik og kulturliv. For mange blev det en del af hverdagen at afholde møder, føre forhandlinger og skrive protokol.

De fleste sogne fik et forsamlingshus, som dannede ramme om generalforsamlinger, politiske og religiøse møder, familiefester, foredrag, gymnastik, foreningsballer, dilettant og ungdomsarbejde. I denne periode blev der på landet bygget omkring 1.600 forsamlingshuse og 900 missionshuse, afholdsloger, husflidsskoler m.m.