Grundloven 1849

20. januar 1848 døde Christian 8. Med den urolige situation i Europa som baggrund forstærkede de nationalliberale presset mod enevælden for at få en fri forfatning. På et stort folkemøde i København 20. marts fik den nationalliberale leder Orla Lehmann tilslutning til en række krav til den nye konge, Frederik 7.

Et af kravene var Slesvigs forbliven som en del af riget, et andet var en ny regering med deltagelse af de nationalliberale. Dagen efter accepterede kongen de to krav. Hermed var enevælden reelt afskaffet, og snart nedsatte kongen en grundlovsgivende forsamling.

Resultatet blev Grundloven af 5. juni 1849, Danmarks første frie forfatning. Hermed indførtes en Rigsdag bestående af Folketing og Landsting. Det var husfaderens opgave at repræsentere hele sin husstand i det demokratiske liv. Derfor blev valgretten til de to ting givet til alle mænd over 30 år med fast bopæl og egen husstand. Ud over kvinderne var fx tyende og omvandrende håndværkere udelukket fra valgret foruden dem, der modtog fattighjælp eller sad i fængsel. Alt i alt medførte grundlovens bestemmelser, at kun ca. 14% af landets befolkning kunne stemme. Dette var dog, set i et samtidigt, europæisk perspektiv, ganske mange.