Kjol i brunt ufarvet vadmel med metalknapper, sidste halvdel af 1700-tallet. Kjolen har tilhørt en bonde i Kirkerup Sogn på Sjælland. En kjol hørte til bondens fineste stads. Staten forsøgte at regulere brugen af kostbare stoffer ved luksusforordninger. Fx blev det i 1783 påbudt bondestanden ”sig ei anderledes at klæde end af hjemmegjort Tøj, som Vadmel, Værken og andet deslige”.

Stænderne

Adel

Ved enevældens indførelse mistede den gamle adel sin magtfulde position. Pligten til krigstjeneste, der netop havde begrundet adelens fortrinsstilling, ophørte. Samtidig fik adelen delvist frataget sin skattefrihed. Adelen mistede også monopol på vigtige stillinger, fx i kongens tjeneste. Den gamle adel måtte herefter konkurrere om embede og rang på lige fod med andre.

Gejstlig

Præsterne, den gejstlige embedsstand, var det nederste led i enevældens administration. I hvert sogn sad en præst med ansvaret for, at enevældens kirkelige og verdslige idéer nåede ud til den enkelte. Fra prædikestolen læste han nye love og forordninger op for menigheden. Præsten skulle være lokalbefolkningens vejleder og forbillede.

Borger

Borgerne stod politisk og socialt over bønderne, men under de gejstlige og adelen - også selv om borgere kunne have store rigdomme. De fleste borgere boede i byerne og drev borgerligt erhverv, dvs. handel og håndværk. Borgerne skulle løse borgerbrev og aflægge borgerskabsed for at opnå ret til at drive erhverv.

Bonde

I enevældens standssamfund udgjorde bønderne flertallet af befolkningen. Bondestanden havde ingen særlige privilegier, men en række forpligtelser. Bønders vilkår varierede meget og afhang bl.a. af ejendomsforholdene. De fleste bønder ejede ikke selv den jord, de dyrkede, men fæstede gård eller hus. Jorden var ejet af kongen, godsejere, kirken eller institutioner som fx Københavns Universitet.

Uden for stand

Fattige, tiggere og løsgængere stod uden for standssamfundet. De udgjorde i 1600- og 1700-tallet omkring 10% af befolkningen. Statsmagten skelnede mellem værdige og uværdige fattige. Gamle, syge og hjælpeløse blev anset for værdige, fordi de var uden skyld i deres fattigdom. Derimod mente man, at arbejdssky, fordrukne eller dovne personer selv var skyld i elendigheden, og betragtede dem derfor som uværdige. Kun de værdige fik et tiggertegn, dvs. tilladelse til at tigge i et bestemt område. I 1708 kom en lov om et offentligt fattigvæsen i Danmark. Tiggeri blev forbudt, og hvert sogn fik pligt til at forsørge sine fattige. Det fjernede dog ikke fattigdommen.