Model af hjulplov udført af en lollandsk bonde. I tung lerjord skulle der seks heste til at trække hjulploven. Det krævede tre personer at styre ploven: pløjermanden, der styrede selve ploven, en dreng, som tog sig af bagerste og midterste spand, samt en forridder.

Landboreformerne under enevælden

I perioden 1750-1814 skete der store forandringer i det danske landbosamfund. Inden for rammerne af det gamle dyrkningsfællesskab og godssystem kunne produktionen ikke øges tilstrækkeligt i takt med den stigende efterspørgsel på landbrugsprodukter.

Statsmagten, reformvenlige godsejere og bønder ville samle gårdenes jorder. Desuden skulle bønderne enten gøres til selvejere eller have deres rettigheder som fæstere sikret. Formålet var at øge bondens interesse for at investere langsigtet og producere mere. I løbet af 1800-tallet overtog flere og flere bønder deres gårde som selvejere - først i Jylland, senere på Øerne. For de mange bønder, som ikke umiddelbart blev selvejere, men fortsat var fæstere, blev hoveriet fastlagt og begrænset.

Lovgivningen var stort set færdig omkring 1814, men i praksis tog gennemførelsen af reformerne mere end 100 år. Reformerne førte til, at det mellemstore gårdbrug blev det bærende i dansk landbrug frem for godserne. Den anden store gruppe i landbosamfundet, husmændene, fik ikke sikret deres rettigheder i landboreformerne. De mistede bl.a. deres græsningsret på landsbyens fællesjorde, som nu blev nedlagt. Efterhånden som bønderne blev selvejere, overtog husmændene arbejdet på godserne. På denne måde fik de mulighed for at ernære sig i det nye landbrug.

Efter landboreformerne udgjorde godserne stadig en administrativ enhed, ligesom de fleste godsejere indtil Grundloven 1849 beholdt en række af deres privilegier, fx lavere skatter. Det var også fortsat på godserne, man først indførte ny teknologi og nye produktionsmetoder.