Handel i byerne

Handelen hørte til i byen. På byens torvedage kom bønderne fra oplandet for at sælge deres varer på torvet. Forinden skulle de betale afgift ved acciseboden. Fra myndighedernes side var det et krav, at borgerne kunne købe varerne så billigt som muligt direkte af producenten. Derfor måtte byens småhandlende ikke købe af bønderne på vej til torvet eller i de første timer på torvet. Herefter kunne de handlende frit forsyne sig med videresalg for øje. Også byens håndværkere kunne sælge deres egne produkter på torvet.

I Københavns opland havde bønderne specialiseret sig i bestemte varegrupper. Amagerkonerne, der sad på Amagertorv, solgte mælk, smør og grøntsager. Valbykonerne solgte æg, smør og fjerkræ fra deres stader på Gammeltorv, og Skovserkonerne gik den lange vej fra Tårbæk og Skovshoved ind til København for at sælge deres fisk på Gammel Strand.

I større byer var der også en livlig gadehandel. Nogle handlende havde stadepladser på gadehjørner eller i porte, mens andre vandrede rundt i gaderne og falbød deres varer. Det var dels folk fra landet, fx bonden med de grønne kranse, dels byfolk, der havde tilladelse til at handle med bestemte varer, fx jøden med piskebånd eller fjerpennesælgeren. Enlige kvinder kunne få bystyrets tilladelse til at ernære sig ved handel med bl.a. tekstiler og madvarer, de selv havde fremstillet.

Butikker i nutidens forstand fandtes ikke, men til et hus kunne høre en lille bod, hvorfra beboeren solgte sine varer.