Citronen (Jørgen Haagen Schmith)
Citronen (1910-1944) hed rigtigt Jørgen Haagen Schmith.
Han var altmuligmand i modstandsbevægelsen. Han lavede både sabotager og likvideringer – og hjalp danske flygtninge til Sverige. I modstandsgruppen Holger Danske blev han nær ven med Flammen, Bent Faurschou-Hviid.
Da Danmark blev besat i 1940, var han arbejder og familiefar. Men i de næste fire år forvandlede Jørgen Haagen Schmith sig til en rutineret modstandsmand, der hjalp flygtninge og udførte sabotager og drab på danskere, der var mistænkt for at hjælpe besættelsesmagten.
Op til krigen havde Jørgen Haagen Schmith både været isenkræmmer og ansat i en teatersal. For at skaffe penge til sin familie fik han dog arbejde på Citröen-fabrikken i Københavns Sydhavn i 1942. Her begyndte han på egen hånd at ødelægge de tyske biler, virksomheden reparerede. Han var derfor allerede i gang med sin egen kamp mod besættelsesmagten, da han i foråret 1943 tilfældigt mødte en gruppe modstandsfolk i en radioforretning. De fik hurtigt tillid til Haagen Schmitht - og gjorde ham til medlem af den modstandsgruppe, der senere fik navnet Holger Danske.
Modstandsmand på fuld tid
Sammen med Holger Danske-folkene var Jørgen Haagen Schmith i juli 1943 med til at lave en stor sabotage mod Citröen, hvor seks tyske biler og en kampvogn blev ødelagt. Det var her, han fik sit tilnavn i modstandsgruppen – ”Citronen”. Citronen udviklede sig hurtigt til modstandsmand på fuld tid, men flygtede fra oktober 1943 til Sverige i et par måneder, inden han igen vendte tilbage til Danmark.
Stikker-drab og hjælp til flygtninge
Efter hjemkomsten blev Citronen endnu engang aktiv i Holger Danske. Her blev han nær ven med Flammen, alias Bent Faurschou-Hviid. Sammen begyndte de at lave likvideringer, der især ramte stikkere – dvs. danskere, der var mistænkt for at angive modstandsfolk til tyskerne. Fra foråret 1944 begyndte Citronen også at organisere flugt-ruter til Sverige for at hjælpe eftersøgte danskere – især modstandsfolk - til at slippe væk fra tyskerne. Citronen blev dræbt af tyskerne efter en voldsom ildkamp i oktober 1944.
Hør om Citronens liv som modstandsmand
Den tyske besættelse af Danmark
Frøslevlejrens Museum og Frihedsmuseet skildrer dele af besættelsestidens Danmark.