Udfører en søgningSøg

Det Nye Jerntæppe

ClockClock21. februar 19:00 - 21:30
DKK 200
NATKLUB: 150 kr.
I anledning af etårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar, har Nationalmuseet bedt fire fremtrædende eksperter om at give perspektiver på de kulturelle konsekvenser af krigen og et nyt delt Europa.

Forfatter Leif Davidsen, direktør Charlotte Flindt Pedersen, journalist Thomas Ubbesen og chefredaktør Flemming Rose har alle et hjerte, der banker for det, vi engang kaldte østblokken.
Denne aften har de hver især inviteret en særlig gæst med på scenen til en samtale om, hvad der er gået forud og hvad der er på spil i lige nu, hvor et nyt jerntæppe sænker sig over Europa og formentlig kommer til at ændre det kulturelle landkort i årene fremover. Sammen zoomer de ind på kulturens rolle, de demokratiske værdier, det personlige ansvar og den nationale arv i både Rusland og Ukraine.

Glæd dig til at opleve:
-Forfatter og tidligere udenrigskorrespondent Leif Davidsen i samtale med forfatter og sprogofficer i russisk, Anne-Cathrine Riebnitzsky.
-Chefredaktør og tidligere Moskva-korrespondent Flemming Rose i samtale med lektor i russisk litteratur på Københavns Universitet, Tine Rosen.
-Direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab Charlotte Flindt Pedersen i samtale med den ukrainske digter og musiker Pavlo Korubchuk.
-Journalist og forfatter Thomas Ubbesen i samtale med forfatter og litterat Niels Barfoed.  

Lotte Folke Korsholm, opinionsredaktør på dagbladet Politiken, er aftenens vært.

21. februar, kl. 19-21.30 (inkl. pause)
Bemærk: dørene åbnes kl. 18
Alm. pris: 200 kr.
Klubpris: 150 kr.
Det er muligt at reservere bord i museets restaurant inden arrangementet, hvor der serveres borschtsuppe. Reserver dit bord på linket her: 

https://book.easytablebooking.com/book/?id=4362f#step=qty&event=4625

DEN SOVJETISKE ARV
Leif Davidsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky
De håb om demokrati, der opstod med Sovjetunionens opløsning i julen 1991, blev ikke indfriet, og i dag har Rusland atter et diktatur. Hvorfor synes Rusland dømt til at leve med et totalitært system og have så svært ved at skabe et demokratisk, normalt civiliseret samfund? Har Rusland mon en chance for at blive et demokrati en dag? Er den brutalitet som Ruslands væbnede styrker udviser på slagmarken i Ukraine og gennem terrorbombardementer af Ukraines civile infrastruktur et produkt af den sovjetiske arv og den blodige borgerkrig fra 1917? Og hvad betyder det, at man endnu ikke har haft et egentlig opgør med kommunismens forbrydelser? 

Det diskuterer forfatterkollegaerne Leif Davidsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky, der med baggrund som henholdsvis udenrigskorrespondent i Moskva og sprogofficer i russisk, taler om udviklingen fra despoten Lenin til despoten Putin.

KRIG, FRED OG PERSONLIGT ANSVAR
Thomas Ubbesen og Niels Barfoed
Dødbringende droner og missiler regner ned over et fredeligt land ikke langt herfra. Mennesker kæmper i skyttegravenes mudder, kulde og mørke for centrale menneskelige og demokratiske værdier – og mennesker dør eller lemlæstes i kamp for alt, hvad vi selv holder helligt. Forfatter og journalist Thomas Ubbesen inviterer kollega Niels Barfoed - ikke mindst kendt for sit nære og farefulde samarbejde med østeuropæiske dissidenter under den kolde krig - til en samtale om personligt ansvar i krigstid: Kan vi som borgere i en velstående, demokratisk nation se passivt til, mens krigen raser? Hvad kan og bør der gøres fra vores side? Hvad er vores moralske pligt, når naboens hus står i flammer?

ER DOSTOJEVSKIJ ANSVARLIG FOR RUSLANDS INVASION AF UKRAINE?
Flemming Rose og Tine Roesen
Internt i Rusland og i Central- og Østeuropa har der de seneste år raset en debat om russisk litteraturs og kulturs ansvar for invasionen af Ukraine. Det er i virkeligheden en debat, som går årtier tilbage, da den tjekkiske eksilforfatter Milan Kundera og den russiske digter og nobelprisvinder Joseph Brodsky diskuterede Dostojevskijs ansvar for den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968.  
Flemming Rose, chefredaktør på Frihedsbrevet og tidligere Moskva-korrespondent, og Tine Roesen, lektor i russisk litteratur ved Københavns Universitet og oversætter af russisk litteratur, taler om russisk kultur og litteratur i lyset af krigen i Ukraine.

DET KULTURELLE JERNTÆPPE
Charlotte Flindt Pedersen og Pavlo Korubchuk
Charlotte Flindt Pedersen, direktør i det Udenrigspolitiske Selskab, møder den ukrainske digter, forfatter og musiker Pavlo Korubchuk. Sammen vil de tale om kulturens, civilsamfundets og litteraturens rolle i modstandskampen mod russisk dominans, om frigørelsesprocessen fra den sovjetiske fortid og om styrkelsen af en samlet ukrainsk nation. Hvad betyder den ukrainske kulturelle opblomstring i forhold til splittelsen af Europa i et nyt Øst og Vest? Kan man i virkeligheden sige, at vi nu er delt i et kulturelt jerntæppe og hvad betyder det i givet fald? Pavlo Korubchuk vil læse et par af sine digte op fra bogen ’Ukraine, War Words’ udgivet af World Wide Words med støtte fra det Ukrainsk Danske Ungdomshus og Dansk Kulturinstitut.
Pavlo Korubchuk bor til dagligt i Kyiv i Ukraine. Han er blevet hædret med en række ukrainske litteraturpriser og hans poesi er foreløbigt oversat til engelsk, tysk, polsk, litauisk, hviderussisk og russisk.

Ny Vestergade 10, Prinsens Palæ
DK-1471 København K

Se også