Besøg borgerskabet i sidste århundrede
I en herskabslejlighed på Frederiksholms Kanal har tiden stået stille. Når du går ind i entreen, træder du ind i slutningen af 1800-tallet. Her boede en af Købehavns spidser – grosserer Rudolph Christensen, som havde tjent godt på sine forretninger med handsker, silkebånd, tyl og flæser til borgerskabets kvinder.
Formuen brugte grossereren og hans hustru Elina Christensen på deres pragtlejlighed. De hyrede de bedste arkitekter og dekoratører til at levere det ypperste af tidens design og trends. Fra 1890 til 1914 blev en smeltedigel af historiske og æstetiske strømninger foldet ud i lejligheden. Den besøgende vandrer igennem det ene sceneri efter det andet i lejlighedens stuer.
I oplever et virvar af nips, viftepalmer, konsolspejle, prismelysekroner, udskårne paneler, broderede puder, pompøse møbler og blomsteropsatser. Tunge gardiner og portierer med klunker og snore holder dagslyset ude og omslutter de besøgende i nostalgisk dagdrømmeri tilbage til svundne tider.
Vær opmærksom på, at der ikke er elevator op til lejligheden og, at der desværre ikke er adgang med kørestol, klapvogn eller rollator.
Lukkedage: 24/12, 25/12 og 31/12.
Periode: 1/1-2025 til 22/6-2025
Tider: lørdage og søndage Kl. 11:00, 12:30 og 14:00.
Varighed: 1 time