Udfører en søgningSøg

Tysklands ambassade samlede ind til Frihedsmuseet

22. oktober 2013

Tysklands ambassadør Michael Zenner til højre overrakte en check på 11.000 kroner til Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen til venstre. Foto: Hasse Ferrold.
Tysklands ambassadør Michael Zenner til højre overrakte en check på 11.000 kroner til Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen til venstre. Foto: Hasse Ferrold.

Tysklands ambassadør, Michael Zenner, overrakte mandag 21. oktober en check på 11.000 kroner til Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen. Beløbet stammer fra donationer givet under en støttekoncert med Marinemusikkorps Ostsee, som Tysklands ambassade arrangerede i Holmens Kirke 4. oktober. Beløbet skal bruges til opførelsen af et nyt Museum for Danmarks Frihedskamp 1940 - 45, som blev ødelagt af en påsat brand den 28. april.

Nationalmuseets direktør takkede ved overrækkelsen ambassadøren og Marinemusikkorps Ostsee for deres initiativ og ikke mindst den moralske opbakning, som Tyskland har vist gennem støttekoncerten.

-Jeg takker hjerteligt for den gode koncert og en grænsenedbrydende oplevelse, sagde Per Kristian Madsen i sin takketale.

Ambassadør Zenner understregede, at selvom udviklingen i dag er positiv, og forholdet mellem Danmark og Tyskland er så tillidsfuldt som aldrig før, så må vi aldrig glemme vores historie.

- Den symbolske værdi understreger den store succes, og alle donationer går til genopbygningen af Frihedsmuseet, sagde Michael Zenner, som benyttede lejligheden til også at takke den Kongelige Livgarde samt Musikkorpset for det gode samarbejde omkring koncerten.

Flere end 400 gæster overværede koncerten i Holmens Kirke.

For yderligere oplysninger kontakt:
Henrik Schilling, presseansvarlig for Nationalmuseet. Tlf.: 41 20 60 16