Udfører en søgningSøg

Særudstilling om tjekkiske jøders svære valg

27. juni 2013

Judita (left side) together with one of "kids", Zdenka.

Frem til den 31. august viser Frøslevlejrens Museum vandreudstillingen ”Sophies valg på den tjekkiske måde”.

I år er det 70 år siden, at den tyske besættelsesmagt deporterede de danske jøder til Theresienstadt i Tjekkiet, og det er lige så lang tid siden, at flere end 7.000 danske jøder blev reddet. Blandt de reddede jøder var en lille gruppe tjekkiske børn og unge, som havde søgt tilflugt i Danmark.

I anledning af 70-årsdagen stiller Tjekkiets Ambassade og forskeren Judita Matyasova særudstillingen ”Sophies Valg på den tjekkiske måde” til rådighed for Frøslevlejrens Museum. 

Udstillingens navn refererer til en roman, Sophies valg, som er skrevet af forfatteren af William Styron. Den fortæller om en jødisk mor, som var sat i et meget svært dilemma: Hun skulle vælge hvilket af sine to børn, hun skulle redde. 

Op til Anden Verdenskrig måtte nogle tjekkisk-jødiske kvinder træffe et lignende valg. De skulle vælge hvilke af deres børn, de skulle sende på zionistiske kurser for at forberede dem på et fremtidigt liv i Palæstina. 
Men krigen brød ud, og 150 børn nåede aldrig til Palæstina. De endte i stedet for i plejefamilier i Danmark og flygtede senere til Sverige på grund af besættelsesmagtens forsøg på at deportere de danske jøder.

Det lykkedes kun for tyskerne at fange 481 danske jøder, da den forestående aktion fra officiel side var blevet lækket. Af de 481 tilfangetagne blev alle, på nær to, efterfølgende ført til kz-lejren Theresienstadt beliggende i det nuværende Tjekkiet, hvor 53 af de deporterede i sidste ende omkom. 

Den tjekkiske journalist og forsker Judita Matyášová har opsporet de overlevende tjekkiske børn fra dengang og forsket i en usædvanlig tjekkisk-dansk-svensk historie med tilknytning til Israel, hvor flere af de overlevende stadig bor.

Tid og sted: Udstillingen er opstillet i barak H6 i et lokale i umiddelbar tilknytning til den nye permanente udstilling om Fårhuslejren 1945-1949. Udstillingen kan ses i perioden tirsdag den 25. juni til lørdag den 31. august 2013.

For yderligere oplysninger kontakt:
Dennis Larsen, Frøslevlejrens Museum. Tlf.: 74 67 65 57.
Henrik Schilling, presseansvarlig Nationalmuseet. Tlf.: 41 20 60 16