Udfører en søgningSøg

It-nørder leger med kulturarv på Nationalmuseet

25. september 2013

Plakat for hackathon på Nationalmuseet
Fredag den 27. og lørdag den 28. september er der hackathon på Nationalmuseet. Begivenheden er designet for, at programmører, designere og andre, der arbejder med softwareudvikling, kan mødes og bygge nye mobil- eller web apps.

Data om kulturarv får nye legekammerater, når it-nørder i weekenden giver kulturarven nyt liv i form af programmer til mobiltelefoner, tablets og hjemmesider. Legepladsen – en såkaldt hackaton – finder sted på Nationalmuseet i København. 

Fredag den 27. og lørdag den 28. september er Kulturstyrelsen, Det Kongelige Bibliotek, Statens Arkiver, Danmarks Radio, Det Danske Filminstitut, Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet værter for et hackaton om kulturarv under navnet hack4dk - hack your heritage.  

Hack4dk er designet for, at programmører, designere og andre, der arbejder med softwareudvikling, kan mødes og bygge nye mobil- eller web apps. Begivenheden foregår på Nationalmuseet, og der er nonstop programmering hele natten. 

Nationalmuseet er glad for at lægge hus til et arrangement som hack4dk, fordi det sætter kulturarven i spil på en helt ny måde, mener museumschef på Nationalmuseet Lene Floris: 

- Som institution kan vi ikke altid skabe alle de sjove, kloge og kreative tilgange til de enorme samlinger af genstande og viden, som vi forvalter. Så når vi åbner for samlingerne og lader andre komme til, kan det gøre kulturarven relevant på måder, som vi måske aldrig havde tænkt på. Derfor tror vi på, at en bred adgang til data er vejen til større idérigdom i udnyttelsen af de kulturhistoriske ressourcer, siger hun. 

Frie data
Formålet er, at deltagerne skal skabe nye produkter eller tjenester baseret på data om film, kunstværker, fredede bygninger, fortidsminder og andet kulturgods. 

Kulturstyrelsens direktør Anne Mette Rahbæk er glad for ideen med at lade softwareudviklere og designere bearbejde den digitale kulturarv:

- Arrangementerne i København og Aarhus er gode eksempler på, at kulturinstitutionerne aktivt arbejder med at formidle kulturarven på nye måder. Tendensen er, at mere og mere data fra institutionerne stilles frit til rådighed, så alle har mulighed for at arbejde med råmaterialet fra de digitale samlinger. Det giver nye meningsfulde måder at bruge og formidle vores kulturarv på, siger hun.

Læs programmet for Hack4dk på Nationalmuseet.