Wikipedian-in-residence på Nationalmuseet
15. marts 2012
Nationalmuseet byder i løbet af foråret velkommen til en såkaldt ”wikipedian-in-residence”, som skal hjælpe museet og dets fagfolk med at blive bedre til at dele viden og bidrage til leksikonnet.
Valget er faldet på Ole Palnatoke Andersen, som er 44 år, uddannet datamatiker og har meget lang erfaring med åben videndeling via nettet.
Efter at have bidraget til Wikipedia på dansk siden 2004 tog Ole i 2009 tog han initiativ til stiftelsen af Wikimedia Danmark, der dels er den danske støtteforening for Wikimedia Foundation og dels bygger bro mellem Wikipedias løse arbejdsform og det mere strukturerede danske organisationsliv.
Ole har gennem en årrække været formand for Wikimedia Danmark, og har godt kendskab til den nye delingskultur, som bl.a. Wikipedia er et udtryk for. Dette er baggrunden for, at Nationalmuseet har valgt ham blandt de henvendelser som fulgte et opslag på Wikipedia´s diskussionsforum ”Landsbybrønden”.
Begge parter vil have udbytte af samarbejdet. Dansk Wikipedia er interesseret i at styrke kontakten til vidensinstitutionerne og ser gerne, at flere faguddannede eksperter bidrager. Nationalmuseets opgave er bl.a. at udvikle forudsætningerne for, at alle kan få indsigt i kulturhistorien – og det er der rigtigt mange der gerne vil have via Wikipedia.
Wikipedia loves Nationalmuseet
Læs mere om samarbejdet mellem Wikipedia og Nationalmuseet på den særlige portal hos dansk Wikipedia