Unik arabisk møntskat fundet på Bornholm
11. oktober 2012
Bornholmsk amatørarkæolog finder vikingeskat med 152 arabiske sølvmønter.
I begyndelsen af september fandt amatørarkæolog Klaus Thorsen med sin metaldetektor de første mønter på en mark ved Skovsholm i Ibsker. Siden undersøgte arkæologer fra Bornholms Museum fundstedet, og de har nu bjærget en skat med 152 arabiske sølvmønter også kaldet dirhemer.
Udgravningen viser, at skatten var gemt under gulvet i et hus på en boplads i ældre vikingetid.
Arkæolog ved Bornholms Museum Gitte Ingvardson tøver ikke med at betegne fundet som et af de vigtigste skattefund fra vikingetiden.
- Det er det største samlede fund af arabiske mønter fra 800-tallet i Danmark, de er lagt i jorden kort efter år 854 e.Kr. og det gør det til den ældste skat med arabiske mønter på Bornholm, siger Gitte Ingvardson.
Langt de fleste mønter er klippet eller knækket i halve og kvarte, mens blot 20 mønter er hele.
- Det viser, at mønterne har fungeret som betalingsmidler, og at bornholmske vikinger allerede for 1200 år siden havde tæt kontakt til det arabiske område, forklarer Gitte Ingvardson om skatten, der vejer cirka 250 gram.
En længe ventet skat
De mange mønter glæder også museumsinspektør Helle Horsnæs, som er Nationalmuseets ekspert i arabiske mønter. Hun har længe håbet på, at netop en skat som denne skulle dukke op på Bornholm.
Skatten fra Skovsholm beviser nemlig, at Bornholm var en ligeværdig part i vikingernes handel mod øst.
- Møntsammensætningen i Skovsholm-skatten er enestående efter danske forhold, men i Polen, i Nordtyskland, på Gotland og i Rusland findes en del andre skatte, som ligner den meget.
- At finde en skat som denne på Bornholm er nærmest forventeligt, fordi øen ligger så centralt i Østersøens net af handelsforbindelser, siger Helle Horsnæs.
De arabiske mønter er fremstillet i det nuværende Irak og Iran. Via de russiske floder er mønterne kommet med skandinaviske handelsmænd til Østersøområdet, hvor de har fungeret som betalingsmidler.
Fra og med i dag og efterårsferien igennem udstiller Bornholms Museum mønterne fra Skovsholm.
Her kan du se et kort, der viser hvor mønterne i skatten fra Skovsholm, er slået (Forlæg af René Laursen, Bornholms Museum)(pdf)
For yderligere oplysninger kontakt:
Gitte Ingvardson, arkæolog Bornholms Museum. Tlf. 30 20 61 91
Helle Horsnæs, museumsinspektør den Kgl. Mønt og Madaillesamling. Tlf. 41 20 61 42
Klaus Thorsen, amatørarkæolog og finder. Tlf. 24 61 84 15
Henrik Schilling, presseansvarlig Nationalmuseet. Tlf. 41 20 60 14