Udfører en søgningSøg

Joachim Ferdinand Richardt tilbage til Brede

5. december 2012

Portræt af Joachim Ferdinand Richardt, malet af Johan Carl Richardt omkring 1850
Portræt af Joachim Ferdinand Richardt, malet af Johan Carl Richardt omkring 1850

Danmarks Nyere Tid har erhvervet et portræt af maleren Joachim Ferdinand Richardt, malet af hans storebror, Johan Carl Richardt omkring 1850. De blev født i Brede som sønner af forpagter Johan Joachim Richardt og Johanna Frederikke f. Bohse. Begge studerede ved Kunstakademiet i København. Joachim Ferdinand Richardt (1819-1895) blev en kendt og respekteret tegner og maler af topografiske motiver, kirker og herregårde i en periode inden fotografiets fremkomst.

I midten af 1850’erne rejste Joachim Ferdinand Richardt rundt i USA og blev også her en berømmet maler.  Hans foretrukne motiver var landskaber, bygninger og turistdestinationer, der – bl.a. takket være hans indsats – er blevet ikonografiske højdepunkter i den amerikanske selvforståelse: Niagara Falls, Mount Washington og Independent Hall i Philadelphia.

I 1873 udvandrede han med familien til USA, hvor han først bosatte sig ved Niagara Falls, senere i San Francisco og i Oakland, hvor han døde i 1895. Richardts værker er i dag i høj kurs og befinder sig bl.a. i Det Hvide Hus, Smithsonian Institution og Metropolitan Museum of Art. I Danmark er han mest kendt for sine litograferede prospekter af kirker, mindesmærker og herregårde i Danmark og Skåne.

Takket være en generøs gave fra en af Nationalmuseets amerikanske venner, kulturhistorikeren Melinda Young Stuart, der har skrevet et stort værk om Joachim Ferdinand Richardts liv i to verdensdele, er det blevet det muligt at erhverve portrættet til Nationalmuseet.  Joachim Ferdinand Richardt har flere gange malet motiver fra Brede, hvoraf et maleri allerede er i museets besiddelse.

Nationalmuseet fik i 2003 gennem en enestående donation af familien Keller, der var efterkommere af maleren, overrakt 500 af Joachim Ferdinand Richardts tegninger og litografier af danske motiver. Samlingen er en guldgrube, hvad angår topografiske iagttagelser. At Nationalmuseet nu også kan sætte ansigt på kunstneren, er spændende – og fremover vil portrættet kunne ses på Brede Værk. Joachim Ferdinand Richardt er således tilbage i Brede!

Lykke L. Pedersen, Danmarks Nyere Tid