Sjældent fund ved udgravningerne i Hoby
4. september 2012
Årets udgravning ved Hoby har budt på mange sjældne og spændende fund. Et af de mest spektakulære fund er et intakt stykke af en brændt væg fra et af de huse, der stod på pladsen for omtrent 2000 år siden.
Markerne ved Hoby har kun i ringe grad være dyrket, så ploven har ikke stukket så dybt. Derfor er bevaringsforholdene særlig gode på pladsen. Overalt ses rester af lergulve fra hustomter liggende få cm under overfladen.
Et enkelt sted er noget af den brændte væg bevaret. Da huset brændte styrtede væggen sammen: Et enkelt mindre parti af væggen faldt ikke så langt og ligger her næsten 2000 år senere som det faldt. I væggen ses aftryk efter mindre planker.
Den øverste del af væggen er gået i mange stykker og ligger som store klumper afbrændt ler. Her ses også fine aftryk fra fletværk, og man kan se, at væggen har været pudset eller malet.
De mange hustomter stammer fra en bebyggelse fra det 1. århundrede e. kr. 200 m fra bebyggelsen fandt man i 1920 den spektakulære "Hoby-fyrstes" grav. Nu har vi så fundet fyrstens bebyggelse.
Undersøgelserne bliver foretaget af Nationalmuseet under ledelse af Museumsinspektør Susanne Klingenberg i samarbejde med Museum Lolland-Falster.
Udgravningerne i Hoby er en del af forskningsprojektet Før kristne kultpladser(eksternt link)
For yderligere informationer kontakt:
Susanne Klingenberg: T: 4120 6155 E: Susanne.Klingenberg@natmus.dk