Nationalmuseet fik første Julius Bomholt Pris
7. december 2012
Kulturministeriet uddelte for første gang sin nystiftede forskningspris, Julius Bomholt Prisen. Det skete i Nationalmuseets festsal 6. december. Prisen gik til tre forskere, Hans Christian Gulløv, Etnografisk samling og Einar Lund Jensen, Nyere Tid, begge Nationalmuset, samt Kristine Raahauge fra Nanortalik Museum.
De tre forskere modtog prisen for deres fælles forskningsprojekt, Kulturmøder ved Kap Farvel. De østgrønlandske indvandrere og den tyske Brødremission i det 19. århundrede. Formand for Kulturministeriets Forskningsråd, Anne-Marie Mai overrakte prisen.
Julius Bomholt Prisen er en forskningspris, der gives til forskning af høj kvalitet på kultur- og idrætsområdet. Kulturmøder ved Kap Farvel er netop sådan et tværfagligt, dansk- grønlandsk samarbejde af meget høj kvalitet i krydsfeltet mellem historie, etnohistorie og arkæologi, et projekt der er blevet støttet af Kulturministeriet, sagde Anne-Marie Mai i sin motivation for tildelingen.
Resultaterne af projektet, der er udgivet i bogform på dansk og engelsk, udkommer også snart på grønlandsk. Det beskriver de østgrønlandske inuitters møde med den tyske Brødremenighed i det sydligste Grønland i tiden op til år 1900.
Museumschef Lene Floris glæder sig over, at Nationalmuseet modtager den første Julius Bomholt Pris nogensinde.
- Jeg er beæret over, at Nationalmuseets forskere modtager så fornem en pris, og jeg er især stolt af, at Kulturministeriet hædrer et frugtbart samarbejde mellem Nationalmuseet og Nanortalik Museum, som er et lille lokalmuseum i Rigsfællesskabet, der forvalter en meget vigtig fælles kulturarv, siger Lene Floris
Prisen er opkaldt efter Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt. Prisen består af en kunstgave, The general, et originalt værk udført af kunstneren Morten Schelde.