Udfører en søgningSøg

Morten Teilmann-Jørgensen projektleder i Kongernes Jelling

21. juni 2012

Vejle Kommune og Nationalmuseet har ansat Morten Theilmann-Jørgensen som projektleder til opbygningen af Oplevelsescentret Kongernes Jelling. Han kommer fra en stilling som redaktionschef i DR Trekanten og har gennem flere år været leder i DR.

Morten Teilmann-Jørgensen.
Morten Teilmann-Jørgensen.

 

Priser i ind- og udland

Morten Theilmann-Jørgensen har solid erfaring som projektleder og en stor interesse og talent for historisk formidling.

Senest har det resulteret i såvel danske som internationale priser for hans levende formidling af store historiske begivenheder som besættelsen d. 9. april 1940 og krigen i 1864.

Kongernes Jelling skal på verdenskortet

Ifølge den nye projektleder er der et enormt potentiale i fortællingen om Kongernes Jelling, der skal formidles til mange flere danskere.

”Jelling skal på verdenskortet! Det skal være her, hvor den historieløse bliver nysgerrig, hvor den krævende unge bliver udfordret og hvor den erfarne får ny viden. Kongernes Jelling skal være stedet, hvor langt flere børn og unge får årets største oplevelse.”

Om Kongernes Jelling

Oplevelsescentret Kongernes Jelling skal formidle Danmarks historie med udgangspunkt i den store Jellingstens tre emner: rigets grundlæggelse, religionsskiftet og starten på regentrækken.

For at fortællingerne og temaerne skal give genklang i nutiden, skal historien om Danmark kunne perspektiveres i både nutid og fremtid og med et internationalt perspektiv. Centret forventes at åbne i 2014.