Udfører en søgningSøg

Kom til Powwow

28. august 2012

Publikum til moderne Powwow
Publikum til moderne Powwow. Foto: Ulla Ebbe-Petersen

Kom og oplev de moderne indianeres dansefestivaler. Se de farverige dragter prydet med perler, frynser og fjer. Bliv klogere på powwow-traditionen samt nutidens indianere, når Nationalmuseet fra 1. september åbner dørene for udstillingen: ”Powwow! Når prærieindianerne danser”

Inciterende trommerytmer, et farveorgie af fjer og frynser, der hvirvles henover græsset i kontrollerede bevægelser. Powwow-dansen er i gang, og danserne er nulevende indianere, der danser sig tilbage til deres rødder og til deres identitet som indianere. 

Powwows, er både sociale begivenhed med lejrliv, fest og nydannede kærestepar, og en konkurrence med ære og pengepræmier på spil. Og som ved enhver standarddans-konkurrence, er dragterne overdådigt udsmykkede, dog er pailletter og tyl er erstattet med perler, frynser, fjer og bjælder. 

På udstillingen fremviser Nationalmuseet for første gang sine Powwow-dragter, indkøbt i Northern Cheyenne reservatet i 2011. Her er Grass-danseren med sin røde hanekam og bundter af frynser, der har erstattet fortidens skalpe i bæltet, og her er jingle-danseren, der med bjælder af konservesdåselåg fylder Powwow-scenen med ringlen. Dragterne bliver suppleret med portrætmalerier, fotografier, film og videointerviews med Powwow-danserne Tall Bull, Old Mouse og Rhoda Black Bear.

Powwows er et frirum fra en hård hverdag

”Vi danser, vi lever”, lyder mottoet for mange powwow-dansere. For festivalen fungerer som et festligt frirum for indianerne, der for en stund har forladt deres almindelige amerikaner-liv i storbyen eller den hårde hverdag i reservaterne. En hverdag der er præget af fattigdom, tårnhøj arbejdsløshed og en selvmordsrate, som er markant højere end landsgennemsnittet.  Denne del af nutidens indianeres liv kan man opleve på udstillingen via Politiken-fotograf Mathias Christensens rørende og rystende billedserie fra Crow Creek-reservatet.

Unikke dragter fra magasinernes mørke frem i lyset

Side om side med de moderne powwow-dragter vil man også kunne beundre den ganske enestående samling af 1800-tals indianerdragter, våben og hesteudstyr fra prærien. Ved at vise det nye sat op mod det gamle bliver det tydeligt, hvordan de gamle traditioner lever videre i nye fortolkninger, og at den indianske kultur er alt andet en uddød – på trods af de vanskelige livsbetingelser.

Vær selv med i dansen

Hvis man har mod på det, kan man også selv kaste sig ud i et par dansetrin efter kyndig instruktion af en danselærer på en storskærm, hvorefter man bliver kastet ind midt i en powwow-dans på prærien, og så gælder det bare om at følge med!

Yderligere info

Museumsinspektør Mille Gabriel 41206210 mille.gabriel@natmus.dk.
Pressemedarbejder Marlene Ahrens 41206022 marlene.ahrens@natmus.dk

Find pressefotos  

Læs mere om udstillingen Powwow - når prærieindianerne danser

Læs mere om Mathias Christensens og se hans billeder