Fyrskibet Gedser Rev er på værft
I Jesper Clemmensens netop udkomne bog ”Flugtrute Østersøen” får vi matros Niels Gartigs fortælling om, hvordan Fyrskibet Gedser Rev hjalp omkring 50 mennesker med at flygte fra DDR gennem 60’erne og 70’erne.
I dag er skibet på værft i Gilleleje, hvor det indtil slutningen af januar skal gennemgå restaurering.
Fyrskibet Gedser Rev er et væsentligt stykke dansk kulturarv, der normalt ligger som en attraktion i Nyhavn i København.
Med den igangværende restaurering, der er finansieret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, sikrer Nationalmuseet, at skibet vil bestå og også i fremtiden være et besøg værd.