Børnenes Museum fylder 20 år
90-årige Walter er én af omkring 30 frivillige museumsværter, der gør historien levende på Børnenes Museum. Det har han gjort gennem de sidste 20 år – lige så længe som Børnenes Museum, der i denne uge kan fejre 20-års jubilæum, har eksisteret.
Walter er netop blevet 90 år gammel, og stort set hver onsdag siden skoletjenesten for 20 år siden åbnede for Børnenes Museum, har han haft rollen som den strenge lærer i museets skolestue. Han er stadig humoristisk og åndsfrisk, og ligesom alle de andre frivillige museumsværter er han med til at gøre historien levende for børnene – at give dem et levende indblik.
Museumsinspektør ved Børnenes Museum Gitte Engholm er heller ikke i tvivl om værdien af at have en frivillig som Walter tilknyttet museet.
”Pegepinden bliver svinget foran de gysende børn, der risikerer en tur i skammekrogen, hvis de ikke opfører sig ordentligt, og børnene er vilde med at få sådan et levende indblik i, hvordan det kunne være at gå i skole i 1920’erne. Med rammerne på Børnenes Museum og frivillige museumsværter som Walter kan det lade sig gøre,” fortæller hun.