Udfører en søgningSøg

Axel og Eigil på rådhuset

19. juni 2012 

 

I anledning af loven, der fra den 15. juni 2012 giver homoseksuelle mulighed for at indgå ægteskab i kirken, mindes Nationalmuseet det første registrerede homoseksuelle partnerskab.

 

Axel og Eigil sidder sammen til festen på Restaurant Bellahøj efter indgåelsen af det registrerede partnerskab.
Axel og Eigil sidder sammen til festen på Restaurant Bellahøj efter indgåelsen af det registrerede partnerskab. Privatfoto.

To habitter og et sæt ringe fortæller historien om parret, der var forlovet i 39 år, inden de fik mulighed for at indgå registreret partnerskab. Nu viser Nationalmuseet ringene og tøjet, som Axel og Eigil Axgil bar, da de d. 1. oktober 1989 indgik registreret partnerskab som det første homoseksuelle par i verden.

”Kampen for homoseksuelles rettigheder, ligestilling og synliggørelse er en af det 20. århundredes afgørende kampe, hvor fordomme og diskrimination blev trængt tilbage og afløst af frisind i store dele af samfundet,” siger overinspektør Sune Christian Pedersen fra Danmarks Nyere Tid.

”Derfor er det glædeligt og vigtigt, at vi kan indsamle og udstille genstande som disse, der så tydeligt dokumenterer og symboliserer en meget væsentlig samfundsudvikling.”

Miniudstillingen vises fra d. 19. juni - d. 19. august 2012, og den udgør en mindre del af en større hjemtagning af boet efter Axel Axgil, der døde i 2011.

De udvalgte genstande vises sammen med billeder fra dagen, hvor Axel og Eigil Axgil indgik partnerskabet. Derudover kan man finde flere genstande fra Axgilernes store dag i den permanente udstilling, Danmarkshistorier.

Efterlysning:

Er du blevet viet i kirken i weekenden 15. – 17. juni 2012 med en af samme køn, eller kender du nogen der er? – så kontakt Nationalmuseet. Vi efterlyser genstande og vidnesbyrd fra de første kirkelige vielser af homoseksuelle. Især festtaler, sange, prædikener, salmelister, bordpynt, fotos/video, beretninger og festtøj har interesse.

Tid og sted:

Ved biografen, Forhallen, Prinsens Palæ, Ny Vestergade 10, 1220 København K
Åbent tirsdag til søndag 10-17
Gratis adgang