Udfører en søgningSøg

Nationalmuseets Arbejdsmark 2011 er udkommet

9. december 2011

Nationalmuseet udgiver hvert år en bog med artikler om museets arbejde og forskning i året der gik. 

I år rummer Nationalmuseets Arbejdsmark artikler om så varierede emner som grådige pæleorm, hemmelige danske pengesedler, en flirtende 1700-tals kvinde samt kongsgården i Jelling, Pagtens Ark og jagten på verdens ældste bønder.

Hemmelige koldkrigskontanter

I en af de 16 artikler i Nationalmuseets Arbejdsmark 2011 afslører Michael Märcher fra Den Kongelige Mønt & Medaillesamling det hemmelige danske nødseddelberedskab fra Den Kolde Krig.

Nationalbanken deponerede i yderste hemmelighed udstyr til trykning af nødpengesedler i Aarhus, Odense og Canada, så der hurtigt kunne trykkes nye sedler i tilfælde af luftbombardement af København eller invasion af Sjælland. Beredskabet skulle sikre en stabil pengetilførsel under det efterfølgende kaos og genopbygning.
Efter murens fald lå det hemmelige og enestående seddelberedskab gemt og glemt, indtil det ved et tilfælde blev genopdaget i 2008 og overdraget til Nationalmuseet.

På sporet af Pagtens Ark

I utallige knaldromaner og actionfilm har arkæologer og skattejægere søgt at finde Pagtens Ark, som ifølge Det Gamle Testamente rummede de ti bud. Også danske arkæologer var i 1920´erne og 1930´erne på jagt efter arken.

I Nationalmuseets Arbejdsmark fortæller Rikke Lund Pedersen om de dramatiske udgravninger i byen Shilo nordøst for Jerusalem, hvor en dansk ekspedition trods uvejr, sygdom og dødsfald mente, at have fundet frem til stedet, hvor arken havde stået. Senere udgravninger har dog vist, at de ligesom så mange andre tog fejl og at de bibelske beretninger i Det Gamle Testamente ikke længere kunne betragtes som en pålidelig historisk kilde. I stedet kastede ekspeditionen lys over en blomstrende oldtidsby og dens udvikling gennem 3000 år.

Nationalmuseets Arbejdsmark 2011 kan købes i Museumsbutikken på Nationalmuseet, via www.museumsbutikken.dk.

For yderligere oplysninger:

  • Museumsdirektør Per Kristian Madsen, for oplysninger om Nationalmuseets Arbejdsmark på tlf. 33 47 30 00
  • Museumsinspektør Michael Märcher om det hemmelige dansk nødseddelberedskab på tlf. 33 47 31 13
  • Mag. Art. Rikke Lund Pedersen om Shilo udgravningerne på tlf. 27 28 30 85.
  • Pressekontakt på tlf.33 47 30 07


Fakta om Nationalmuseets Arbejdsmark 2011
208 sider, rigt ill. i farve og sort/hvid
Vejledende udsalgspris: kr. 248
Redaktion: Per Kristian Madsen og Ingrid Wass 
ISBN 978-87-7602-178-8
Indholdsfortegnelse og forfattere

Køb Nationalmuseets Arbejdsmark i e-shoppen