Udfører en søgningSøg

Guvernørhuset i Tranquebar genrejst

9. november 2011

På godt og ondt har dette hus dannet ramme om kulturmøder i kolonitiden. Nu har et samarbejde mellem indiske myndigheder, ngo’er og Nationalmuseet genskabt den pragtfulde danske guvernørresidens i Tranquebar

Tranquebar på østkysten af det sydlige Indien var en dansk handelsstation fra 1620-1845. Siden 2004 har Nationalmuseet med sit Tranquebar Initiativ forsket i såvel kolonitidens som nutidens Tranquebar. Den 12. november indvies den nyrestaurerede guvernørbolig i overværelse af en lang række indbudte gæster både fra Indien og Danmark. Det bliver kulminationen på 3 års intensivt arbejde med at føre bygningen tilbage til fordums pragt fra en tilstand i fremskredet forfald, hvor vildtvoksende planter og deres rødder næsten havde ødelagt bygningens mure.

Bygningen

Huset, der er bygget som privatbolig, blev købt af den danske stat i 1784. Her levede de danske guvernører, deres familier og et utal af indiske tjenestefolk indtil 1845, da Danmark solgte de indiske besiddelser til England.

Kulturhus som nyt mødested

I fremtiden kommer huset til at fungere som kulturcenter, og vil blandt andet komme til at huse byens bibliotek. Det vil dermed blive åbnet for både de lokale beboere og de mange turister i Tranquebar, heriblandt mange danskere.

Dansk-Indisk samarbejde

Restaureringsarbejdet er gennemført i samarbejde mellem Nationalmuseet og den indiske kulturarvsorganisation INTACH med støtte fra et anonymt dansk fond.  Nationalmuseet har overvåget restaureringen, der er baseret på grundige antikvariske forundersøgelser i danske og indiske arkiver, således at bygningens arkitektoniske historie genspejles i restaureringen.

I forbindelse med projektet har Aage og Johanne Louis-Hansens Fond støttet et forskningsprojekt om guvernørboligens skiftende ejere og brugere, der skal munde ud i et illustreret bogværk der fortæller om livet i og omkring huset, til hverdag og fest. 

Bygningen ejes i dag af Turismeministeriet i delstaten Tamil Nadu, som i samarbejde med Bestsellerfonden vil stå for driften af kulturcentret.

For yderligere oplysninger: