Udfører en søgningSøg

Sharjah – Kunst fra Emiraterne

1. februar 2010

Få et overraskende indblik i arabisk kultur gennem Emiratet Sharjahs udsøgte samlinger. Se håndkolorerede landkort, arabisk kalligrafi og moderne billedkunst af både kvindelige og mandlige kunstnere. I den første udstillingsweekend vil der være en række aktiviteter, hvor man bl.a. kan se en professionel kalligraf demonstrere den arabiske skønskrifts forunderlige billedverden og opleve en 16 mand stor traditionel musikgruppe.

Emiratet Sharjah har gennem årtier ført en meget aktiv kunstpolitik med store, internationale biennaler for kunst og kalligrafi, hvor udveksling og dialog med omverdenen har været i fokus. Udstillingens seks udvalgte kunstnere arbejder med hver sin udtryksform – foto, video, installation og maleri – og er hver især optaget af at indgå i nye visuelle dialoger mellem værket, beskueren og omgivelserne. Dette understreges i de korte portrætfilm, hvor kunstnerne taler direkte til publikum.

Karimas ’Burqa’

Karima Mohammed Al Shomely (f. 1966) er en af de to kvindelige kunstnere, der er med på udstillingen. Iøjnefaldende er hendes installation ’Burqa’, hvor farvestrålende søjler er iført traditionelle ansigtsmasker. Denne tilhører sammen med andre viste værker hendes produktion ’Behind’, hvor dialogen spiller en central rolle. Ofte fokuserer hun – på mange uventede måder – på forskellen mellem menneskers ydre optræden og den dialog, som foregår i bevidstheden, men som aldrig kommer til udtryk og ofte er fyldt af smerte og sorg. Karima er uddannet ved University of Art i London og har deltaget i mange internationale kunstprojekter udenfor Sharjah.

Moderne kalligrafi

Arabisk kalligrafi er en klassisk disciplin og en højst nulevende kunstform. I udstillingen vises omkring 20 nye værker, hvor kunstnerne lader skønskriften udfolde sig på lærred, i akrylfarver og med de traditionelle rørpenne erstattet af pensler. Nye klassiske værker vises også, samt en del ældre arbejder fra Sharjah Calligraphy Museum. En kalligraf kommer til Danmark og de besøgende vil kunne følge hans fascinerende arbejde i et åbent værksted i museets forhal.

Kort med kameler

Emiratet Sharjah og dets geografiske placering præsenteres gennem en rig samling historiske landkort fra 1500-tallet og frem. I de ældste, der er håndkolorerede i pastelfarver, er der ud over de obligatoriske have, floder og landområder indtegnet karavanedyr som elefanter, kameler, folk i eksotiske dragter og skibe for fulde sejl. På disse overvejende europæisk producerede landkort har grænser flyttet sig, navne ændret sig og selv kystlinjer synes at have forandret sig markant; manglen på viden og genbrug fra ældre kort, har gjort, at nogle kort kan forekomme lovligt fantasifulde, mens andre ligger forbløffende tæt på de satellitkort, vi kender over den Arabiske Halvø.

Udstillingen bliver ledsaget af et katalog på dansk og engelsk.

Det Arabiske Kulturinstitut præsenterer: Nomad Academy Goes Public/DAC 2010, der er et samarbejde mellem kunstnere fra Danmark og Sharjah.

Yderligere oplysninger:

  • Om udstillingen: Udstillingskoordinator, ph.d. Christel Braae, 3347 3224, Christel.Braae@natmus.dk
  • Samarbejdspartnere i Shajah: Directorate of Arts, The Cultural Department, Gov. Of Sharjah.