KLIMA - Danmark fra istid til fremtid
22. oktober 2009
Krøltoppede pelikaner og meterhøje mammutter, Danmark har ikke altid været den grimme ællings land. Vi har haft tundra med temperaturer som på Grønland og tæt urskov i et sydfransk klima. På Nationalmuseet giver vi vores bidrag til klimadebatten med viden om, hvordan det danske klima og landskab har ændret sig og hvorfor, fra iskold istid over varm, mørk urskov og til i dag – med et lille kig ind i fremtiden.
En rejse gennem Danmarks skiftende klima
Følg klimaet, plantelivet, dyrelivet, landskabets og menneskets udvikling og se, hvordan klimaets kræfter har påvirket Danmark og os danskere de sidste 25.000 år. En af de vigtigste kilder til viden om fremtidens klima finder vi i fortiden. Vi har i dag et detaljeret billede af klimaændringerne fra aflejringer i søer og moser, på dybhavets bund og i isen på Grønland. Herfra kan vi finde svar på, hvorfor dyrearter som mammutten og kæmpehjorten uddøde, se hvor meget vandstanden i havene er steget siden istiden og forstå, hvordan den lille istids frost, vind og vejr påvirkede os – i 1658 marcherede svenskerne eksempelvis over isen, hvilket førte til tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Tag til sidst et kig ind i fremtiden – for hvad mon der kommer til at ske?
Klima er for alvor kommet på alles læber – og af god grund. I Danmark medfører kraftige skybrud, at lavtliggende byområder oversvømmes oftere end før. Til gengæld vokser majs bedre på landmændenes marker! Udstillingen KLIMA sætter fokus på de voldsomme klimatiske ændringer, som har påvirket Danmark og formet vores kultur de sidste mange tusinde år, men viser også, hvordan vi i stigende grad har formet naturen omkring os, og med den menneskeskabte drivhuseffekt nu også klimaet. Det gennemgående spørgsmål i udstillingen er: Hvad er menneskeligt forårsaget, og hvad er naturligt?
Klimamenu med historisk vingesus
Frilandsgrønt, biodynamisk og fisk fra lokale farvande. Nationalmuseets klima+ restaurant bestræber sig på at spare på transporten i klimaets ånd. Kvalitetsråvarerne kommer fra små lokale ildsjæle, så serranoskinken fra Spanien er erstattet af en røget skinke fra slagter Munk i Skagen. Kom og smag den klimavenlige menu med blandt andet ærtejuice, skindstegt sandart, ristede kantareller og nordisk jernurt.
Yderligere oplysninger:
- Morten Fischer Mortensen, morten.fischer.mortensen@natmus.dk, 3347 3185
- Charlie Christensen, charlie.christensen@natmus.dk, 33473189
- Pressekontakt tlf. 33473007
Der er ydet støtte til udstillingen fra Kulturministeriets andel af Tips- og lottomidlerne.
Udstillingen løb fra 31.10-2009 til 07.03-2010
Nationalmuseets klimaforskning
For 14.100 år siden smed en flok jægere nogle knogler og gevirer af rensdyr ud i en lille sø i Sønderjylland. Hvad de ikke vidste, var, at det senere ville få stor betydning for vores viden om klimaet! Nationalmuseet har fået 4. mio. fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation til et projekt, der har til formål at rekonstruere klima, landskab og menneskets færden i senglacial tid, 15.000-11.700 før vor tid en periode præget af store globale klimaændringer. Gennem en afdækning af fortidens klimaændringer er det håbet, at projektet også vil gøre os klogere på effekten af fremtidige klimatiske ændringer.
Dette projekt er en del af Nationalmuseets nye satsningsområde ”Nordlige Verdener”, som spænder over en bred vifte af natur- og kulturhistoriske enkeltprojekter. Satsningsområdet har for nyligt fået en stor tildeling fra Augustinus Fonden, og med samtlige tilskud har ”Nordlige Verdener” nu et budget på 55 mil.