Flødeskumskager forever
22. februar 2009
Supersprøde Bastogne-kiks eller let gyldne Napoleonshatte. Løb dine tænder også en smule i vand, da du læste disse linjer? Men hvis kagerne kan holde sig i evigheder bliver tankerne ledt hen på levnedsmiddelbranchens opfindsomme E-numre. Sådan er det ikke med kagerne på Nationalmuseets kommende udstilling ”Din for evigt? Fortiden på værksted”. Her er de livagtige konditorkreationer og andre madvarer lavet af indfarvet gips og paraffinvoks
Det er sjældent, at det kan lade sig gøre at blande rigtige madvarer og de genstande, der er på museerne. Simpelthen fordi der er fare for, at der går dyr i madvarerne, som så kan sprede sig til møbler, tekstiler og andet. Derfor er bevaringsfolkene dygtige til at fabrikere vellignende kager, fx som en lækkerbisken af en Napoleonshat lavet af indfarvet gips og paraffinvoks, der kan ses i udstillingen.
Røget, speget og syltet – i Restauranten
Udstillingen ”Din for evigt?” åbner på Kulturnatten den 10. oktober, og denne aften kan man på nærmest hold følge en konservator fra Konserveringscentret i Vejle, når de trin for trin kreerer kager af alt andet end det, man normalt forbinder med stor konditorkunst…
Mange af de kulinariske klassikere er opstået fordi man i århundreder har stræbt efter at finde nye måder at få råvarerne til at kunne holde sig – tænk blot på røget Serranoskinke, spegesild og engelsk ingefærmarmelade. I hele udstillingsperioden fra efterårsferien til og med vinterferien gør Restauranten på Nationalmuseet en dyd ud af at opdatere typisk danske retter, hvor naturlige måder at konservere på som rygning, saltning og syltning indgår, og give dem en twist af det moderne, internationale køkken.
Yderligere oplysninger:
Udstillingskoordinator Rikke Bjarnhof, 3347 3552, rikke.bjarnhof@natmus.dk