Vi har fået nyt website. Planlæg dit besøg på www.nationalmuseet.dk
Udfører en søgningSøg

Drager og smukke skrifttegn

13. august 2008

Lav din egen drage, og dekorer den med flotte symboler, eller skriv dit navn med kinesiske skrifttegn, når Nationalmuseet i anledning af OL sætter fokus på Kina

Drager er et af de mest populære symboler i kinesisk kunst og har været kendt som motiv i Kina i mere end femtusinde år. Så samtidig med at der bliver svømmet, og hoppet og løbet i Bejing, går vi på dragejagt på Nationalmuseet i hele august måned. 

Der vil være 5 sjove aktiviteter for børn og deres forældre:

  1. Farvelæg din egen drage 
  2. Skriv kinesiske skrifttegn
  3. Lav din egen vifte 
  4. Lav din egen drage til at flyve med efter kinesiske forskrifter. Det tager ½ til 1 time at lave
  5. Gå på dragejagt i museets samlinger 


Yderligere oplysninger:

Kinas plads i udstillingen om Jordens folk

Udstillingen byder på en spændende rejse jorden rundt. Rejsen begynder hos indianerne og går over Afrika til Stillehavsøerne og Asien for at ende hos eskimoerne i Nordamerika og Grønland. Fra hvert af de geografiske områder er udvalgt en række af de mest pragtfulde museumsgenstande.

I rum 166 kan man se porcelæn og andre hjembringelser fra Sydkina, som indgik i Det kongelige Kunstkammer mellem 1665 og 1775. I en anden del af rummet er der udstillet malerier og figurer af daoistiske guddomme. I rum 167 kan de besøgende se en række genstande, der illustrerer sider af kejsertidens samfund, fra store paladsscenerier og embedsmændenes rangmærker til dagliglivet i en kinesisk by beskrevet på en lang billedrulle. I rummet er desuden udstillet forskellige eksempler på kunsthåndværk dekoreret med drager, som er et af de mest populære symboler i kinesisk kunst og har været kendt som motiv i Kina i mere end fem tusinde år. Hovedparten af de udstillede genstande er  fremstillet i Qing-tiden, men deres udformning og dekoration bygger på kunstneriske og håndværksmæssige traditioner, der var udviklet i Kina længe inden manchuerne kom til magten.