Film om Etnografisk Samlings - og Nationalmuseets - historie
En lille film fra 1938 viser en række af museets daværende inspektører, herunder Etnografisk Samlings senere leder Kaj Birket Smith, ankomme til museet - som stadig i dag - via porten i Frederiksholms Kanal 12. Fire år senere produceres en anden lille film, udelukkende med personale fra Etnografisk Samling.
Arkæolog og museumsinspektør Helge Larsen opholdt sig under hele 2.verdenskrig i Alaska, hvor han optog et omfattende filmmateriale dels med amerikanske Inuit og dels om sine arkæologiske udgravninger, der skulle blive grundlæggende for forståelsen af inuitkulturens udvikling og udbredelse.
1950erne og 1960erne var 16 mm filmenes storhedstid, og en række af Etnografisk Samlings museumsinspektører filmede i denne periode fra deres feltarbejder. Her skal nævnes antropologerne Werner Jacobsen og Jens Yde samt arkæologen Jørgen Meldgaard. HKH Prins Peter var ikke ansat på museet, men indsamlede store mængder genstande, fotos og film til Etnografisk Samling.
Enkelte film dokumenterer museets egne udstillinger. Da Etnografisk Samling således i 1970 havde besøg af en ghanesisk bronzestøber, filmede man, hvordan han støbte en større samling guldvægte i messing til museets samlinger. Nationalmuseet nyopstillede i 1983 sine permanente etnografiske udstillinger, og man dokumenterede dele af den på film.