Dendrokronologi

De græske ord: dendron (træ), chronos (tid) og logos (lære, viden) danner ordet dendrokronologi, som betyder videnskaben om træernes årringe. Den kan bruges som dateringsmetode og give oplysninger om klima og miljø.

Dendrokronologi eller årringsdatering omfatter alle studier, hvor træernes årlige vækstlag (en årring) kan henføres til et kalenderår.

I de områder på jordkloden, hvor træerne danner årringe, har de fleste vel på et eller andet tidspunkt oplevet, at det er muligt at bestemme, hvor lang tid et træ har levet ved at tælle dets årringe.

Det er sikkert de færreste der ved, at mønstret af brede og smalle årringe, som kan iagttages på en træstub ude i skoven, udgør grundlaget for en naturvidenskabelig dateringsmetode.

Hvis en begivenhed, f. eks. opførelsen af en kirke eller bygningen af en bro, har medført fældning af et eller flere træer, er der mulighed for at angive, hvornår opførelsen fandt sted. Ja, sågar jordskælv, jordskred og vulkanudbrud kan også tidsfæstes ved denne metode

Hvordan

Grundlaget for metoden er, at træernes vækst (højde og tykkelse) afhænger af variationerne i klimaet. Helt enkelt vil det sige, at træer af samme art, som vokser i det samme område under ens betingelser, vil vokse ens. Det betyder, at alle træer normalt vil danne en bred årring i en god vækstsæson og en smal årring i en dårlig. Ved at sammenstille årringsmønstre fra levende træer med mønstre fra gammelt tømmer fundet i bygninger og ved arkæologiske udgravninger er det muligt at udarbejde lange, sammenhængende årringsmønstre eller kurver over årringsvariationerne for et område, der rækker flere hundrede, ja flere tusind år bagud i tid fra nutiden. Vi kalder sådanne kurver for "grundkurver". For at udføre dendrokronologiske dateringsundersøgelser forudsættes det, at der forinden er udarbejdet en velfunderet grundkurve for det område, hvorfra træet stammer. I Danmark er der f.eks. udarbejdet kurver for eg, i Sverige og Norge for eg og fyr. En grundkurve opbygges på grundlag af omfattende undersøgelser af årringene i levende træer og i en stor mængde bygningstømmer og lignende fra området. 

 En af fordelene ved den dendrokronologiske dateringsmetode er, at den er forankret i en biologisk sammenhæng. Det betyder, at den er fuldstændig uafhængig af andre dateringsmetoder, det være sig historiske, arkæologiske eller naturvidenskabelige.

Efterhånden har dendrokronologien etableret sig som en af de vigtigste naturvidenskabelige dateringsmetoder inden for kulturhistorie i Nordeuropa. Den tilbyder historikeren, kunsthistorikeren, arkæologen m.fl. svaret på det vigtigste spørgsmål, som stilles i forbindelse med en undersøgelse af et arkæologisk fund: hvor gammelt er det? Og resultatet er ofte af en sådan kvalitet, at enhver hidtil anerkendt teori stort set bliver aflivet, hvis den strider mod dateringen.

.