Vikingeudstilling erobrer London
Sidste års store publikumssucces på Nationalmuseet, særudstillingen VIKING, åbner i London 6. marts under titlen Vikings: life and legend.
De danske vikinger er tilbage i London. Denne gang erobrer de British Museum, der 6. marts åbner sin version af den store vikingeudstilling, som blev vist sidste år på Nationalmuseet i København. Det sker under titlen Vikings: life and legend, og 4. marts er udstillingen åben for pressen ved en særlig presseforevisning.
Verdens længste vikingeskib, det 37 meter lange vrag Roskilde 6, er med i udstillingen sammen med en lang række af de mest spektakulære danske fund fra vikingetiden. Her indgår de i en helt ny sammenhæng, da British Museum har valgt at vise mere fra museets egen store vikingesamling.
- Vikingetidens vidtstrakte kulturelle forbindelser gør vikingerne til en bemærkelsesværdig fortælling fælles for mange lande, ikke mindst her på de britiske øer. Nye opdagelser og forskning har skabt en mangfoldighed af ny viden om vikingerne, som det nu er tid til at formidle, siger direktør for British Museum, Neil MacGregor, om udstillingen, der bliver museets første store vikingeudstilling i 30 år.
Samtidig indvier British Museum sin nye særudstillingshal, Sainsbury Exhibitions Gallery, som er det eneste rum stort nok til at huse vikingeskibet Roskilde 6.
Blandt de britiske fund, der vises, og som ikke var med i Nationalmuseets udstilling, er skeletter fra en massegrav med halshuggede vikinger, som blev udgravet nær Weymouth i Dorset. Den viser, hvad der skete, når det gik galt for vikingerne på deres plyndringstogter. Omvendt er sølvskatten fra Vale of York, som i London vises i sin helhed, fortællingen om succesfulde vikinger, der ikke blot plyndrede, men også bosatte sig i England.
Nationalmuseets direktør, Per Kristian Madsen er stolt over, at man fra dansk side bidrager med en lang række vigtige danske fund til den fælles udstilling, som er skabt i et tæt samarbejde mellem Nationalmuseet, British Museum i London og Museum für Vor und Frühgeschichte - Staatliche Museen zu Berlin.
- Det er en enestående mulighed for at vise nogle af de fineste og ypperligste danske vikingefund for et britisk publikum, siger Per Kristian Madsen.
Han fremhæver især skibet Roskilde 6. Det har muligvis allerede besøgt England for snart 1000 år siden.
- Skibet blev bygget omkring 1025 e.Kr. i Norge, og på det tidspunkt var både Norge og England en del af den danske konge Knud den Stores Nordsø-imperium. Skibet er med sine 37 meter så stort, at det må have været et af kongens skibe og en del af hans flåde. Det er derfor slet ikke utænkeligt, at skibet dengang har været i England, hvor Knud den Store opholdt sig i store dele af sin regeringstid, siger Per Kristian Madsen.
Desuden får briterne mulighed for at se nogle af de mange spændende detektorfund, som danske amatørarkæologer finder i disse år. Det er fund, som har ændret vores syn på vikingetiden. Det drejer sig blandt andet om Odinfiguren fra Lejre og den lille valkyrie fra Hårby på Fyn. Hun er en af meget få tredimensionelle kvindeafbildninger, man kender fra den tid.
Udstillingen vises på British Museum fra 6. marts – 22.juni 2014. Efter London rejser udstillingen til Berlin, hvor den vises på Museum für Vor und Frühgeschichte i efteråret 2014.
Presseforevisning tirsdag d. 4. marts kl. 10:30 – 13.00 på British Museum. For nærmere aftale kontakt British Museums pressekontor på tlf.: 44 (0)20 7323 8394 / 8583 eller skriv til communications@britishmuseum.org