Vikingerne er et trækplaster
Nationalmuseets redesignede vikingeudstilling giver markant publikumsfremgang
26. november genåbnede Nationalmuseets faste udstilling om vikinger efter at være blevet scenografisk nyfortolket i samarbejde med designer Jim Lyngvild. Siden da har Nationalmuseet i København oplevet en betydelig fremgang i besøgstallene.
I de efterfølgende 14 dage har 15.363 gæster besøgt museet. Det er en fremgang på 61 procent sammenlignet med de samme uger i 2017 og en fremgang på 63 procent sammenlignet med de to uger op til åbningen.
I tillæg til besøgstallene har Nationalmuseet gennemført en undersøgelse blandt publikum for at afdække de besøgendes baggrund og udbytte af udstillingen. De foreløbige tal viser, at 53 procent af gæsterne har ’lært noget om vikingerne’, og 75 procent af gæsterne har fået ’lyst til at vide mere om vikingerne’.
”Det glæder mig, at vikingeudstillingen har trukket så mange flere gæster til museet. Og ikke mindst at de besøgende har lyst til at vide mere om vores forfædre. Jeg vil gerne være med til at gøre Nationalmuseet til hele Danmarks museum. Nationalmuseet skal også virke magisk på dem, der ikke er velbevandrede i kultur og historie”, udtaler direktør Rane Willerslev.
86 procent svarer at de vil ’anbefale udstillingen til andre’. Desuden svarer 38 procent, at det er mere end 5 år siden, de sidst har besøgt Nationalmuseet.
Publikumsundersøgelsen blev gennemført i form af interviews af gæster ved udgangen og omfatter 105 besvarelser. Undersøgelsen vil blive gentaget i 2019.