Udfører en søgningSøg
30. marts 2017

Vikinger åbner Trelleborg

Trelleborg åbner for sæsonen lørdag den 1. april. Vikingerne flytter ind i en nyrenoveret vikingelandsby. I hele sæsonen kan gæsterne komme helt tæt på deres hverdagsliv

Vikingelandsbyen Slagløse har fået en kraftig makeover i løbet af vinteren, så gæsterne kan komme helt tæt på vikingernes hverdagsliv og krigerliv.

”På Trelleborg ønsker vi at give publikum en stadig bedre museumsoplevelse på alle områder. Det gælder både formidlingen af den fantastiske historie om livet på Harald Blåtands kongeborg, og museets rekreative udeområder”, siger Anne-Christine Larsen, der er overinspektør på Trelleborg.

Bliv viking i påsken
Sæsonen byder på nye, sjove og spændende oplevelser og aktiviteter for børn og voksne. I påsken og i skoleferierne er der fuldt vikingeprogram. Her kan gæsterne se vikingernes smukke håndværk og følge med i vikingernes dagligdag. Programmet byder også på bueskydning, fladbrødsbagning, runeristning, tinstøbning og krigertræning.

Der er gratis rundvisning, fortællinger om hverdagslivet i landsbyen samt vikingelege, hvor man kan kæmpe med vikingesværd, prøve balancebommen og knoglekast.

Trelleborgs besøgstal vokser
I de sidste par år er besøgstallet på Trelleborg steget fra ca. 30.000 i 2013 til 80.000 sidste år i 2016.

”Det er utroligt glædeligt og skyldes, at mange kræfter har været samlet om at gøre Trelleborg mere synlig både lokalt og nationalt. Trelleborg arbejder målrettet med at gøre oplevelserne bedre og bedre, og mere kvalificeret markedsføring og ikke mindst den øgede opmærksomhed omkring Ny Trelleborg Projektet er væsentlige medvirkende faktorer til det større besøgstal”, siger Anne-Christine Larsen.

Aktivitetsprogram

Kom og se vikingevæven i brug
På udvalgte dage den 8., 12., 13., 15. og 16. april kan man møde tekstilekspert Lone Brøns, der gæster Trelleborg i påsken. Lone vil sætte vikinge opstadsvæv op og arbejde på en rekonstruktion af et pudevår fra en rig vikingegrav. Publikum kan også opleve vikingernes tekstilproduktion fra uld til færdigvævet tekstil. Lone holder til i et af vikingelandsby værkstedshytter- såkaldte grubehuse, der er placeret tæt på smedjen i Slagløse

Arkæologistuderende fra Aarhus Universitet
Arkæologistuderende fra Aarhus Universitet på Moesgaard bor i Hedebyhuset i hel påsken. Her lever og arbejder de med deres håndværk og de arbejdsopgaver, der i vikingetiden var nødvendige for at holde en husholdning i gang. Hvis vejret tillader det brænder de keramik bager dejlige hasselnøddekager.

Prøv selv aktiviteter for børn og voksne
I landsbyen kan man bage fladbrød, male et skjold, støbe sit eget smykke, male med vikingefarver og deltage i den populære krigertræning. Man kan også komme med på en spændende rundvisning og meget mere.

I landsbyen kan du købe smedens vikingegryde, og i butikken kan du købe kaffe, te, vand og snacks.

Aktiviteterne er åbne fra lørdag den 8. april til søndag den 16. april kl. 11.15 (begge dage inklusive) (Lørdag d. 8. kommer kun til at indeholde udvalgte aktiviteter).

Læs mere på www.vikingeborgen-trelleborg.dk

Se også