Udfører en søgningSøg
16. juni 2014

Sankthansaften på vikingernes Trelleborg

Nationalmuseet og Trelleborg fejrer 23. juni midsommeren med vikingeaktiviteter, underholdning og stort sankthansbål for hele familien. I år holdes båltalen af Troels Christensen - formand for Kultur, Fritid og Turismeudvalget, Slagelse Kommune.

Der er lagt op til en hyggelig og spændende midsommeraften, når Trelleborg traditionen tro fejrer sankthansaften. I år for første gang som en del af Nationalmuseet.

Det begynder kl. 18.00, hvor publikum kan deltage i vikingelege og selv prøve et væld af aktiviteter i vikingelandsbyen Slagløse, hvor vikingerne står parat til at fortælle om, hvordan det var at være viking for 1000 år siden.

Du kan prøve kræfter med vikingernes langbuer eller støbe dit eget smykke. Du kan smage vikingemad og selv bage et fladbrød. Du kan også dyste i sjove lege og være med i krigertræningen. Det gælder om at være den stærkeste, snedigste og mest frygtindgydende viking.

Aktiviteterne varer indtil kl. 21.00.

Årets båltaler er Troels Christensen, formand for Kultur, Fritid og Turismeudvalget i Slagelse Kommune. Han taler kl. 21.15 på engen ved bålet. Han taler om visionerne bag Slagelse Kommunes Ny Trelleborg projekt, der har bred politisk opbakning og som skal udvikle Trelleborg til et nyskabende internationalt videns- og oplevelsescenter.

Sankthansbålet tændes umiddelbart efter talen, og vi synger Midsommervisen.

Museets Café Trelleborg, der varetages af Gourmet Expressen, byder på en særlig Sankt Hans middag inspireret af vikingemad. Sankthansaften er cafeen åben fra 18.00 - 20.30. Fra cafeen og cafeens terrasse er der udsigt til Kong Harald Blåtands mere end 1000 år gamle vikingeborg.

Publikum er meget velkommen til selv at tage en picnickurve med. Den medbragte mad kan nydes i området. Husk tæppe!

OG HUSK: Der er gratis adgang.

Program:


10.00-17.00 Museet har åbent
18.00 Aftenens program begynder
18.00-21.00 Aktiviteter i vikingelandsbyen med krigertræning, vikingelege, bueskydning, smykkefremstilling og vikingemad

21.15 Båltale ved Troels Christensen - formand for Kultur, Fritid og Turismeudvalget, Slagelse Kommune

Ca. 21.30 Bålet tændes, og vi synger Midsommervisen

Fakta om sankthansaften:
- Selve aftenen den 23. juni er aftenen før Johannes Døberens fødselsdag.
- I vikingetiden fejrede man midsommeren eller sommersolhverv på årets længste dag 21. juni.

- Hvordan man fejrede sommersolhvervet er lidt usikkert, for der findes ingen lange beretninger fra vikingetiden om fejringen.
- Vi ved, at sankthansaften har rod i de hedenske skikke, og vi ved, at solen igennem hele oldtiden havde en afgørende og nærmest magisk betydning for mennesket.

- Solen gav lys og liv til alle levende væsner og sørgende derfor for, at både dyr og mennesker kunne leve.

Se også