Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
12. oktober 2021

Nationalmuseet hilser forundersøgelse velkommen

Regeringen vil afsætte midler på finansloven til en forundersøgelse af mulighederne for en gennemgribende fornyelse af Nationalmuseet. Det melder regeringen i deres nye udspil `Tættere på II – Byer med plads til alle’. Meldingen falder i god jord hos direktøren på Nationalmuseet.

Jeg er super glad for regeringens beslutning om at starte en forundersøgelse, der skal se på mulighederne for at forny Nationalmuseet. Vi ønsker at være museum på en ny og mere engagerende måde, og det stiller nye krav til den bygning, der i dag er rammen om Nationalmuseet”, siger Rane Willerslev.

Der er i regeringsudspillet fokus på at forundersøgelsen skal undersøge om en ombygning af Nationalmuseet i centrum af København er mulig. Fornyelsen af museet skal sikre en formidling af danmarkshistorien, som engagerer flere.

Vi vil være et museum, hvor flere har lyst til at komme – hvor både danskere og turister får en oplevelse, der sætter historien i spil i nutid. Det ønsker vi at gøre med moderne formidling og mere samarbejde på tværs af museer, virksomheder og andre organisationer, der hver især bringer nyt til bordet. Vi vil også gerne have genstandene mere i spil i hele landet, og glæder os meget til at undersøge forskellige muligheder sammen med andre kulturhistoriske museer”, siger Rane Willerslev.

Regeringen afsætter 11,8 mio. kr. i 2021-2023 til forundersøgelsen. Hvis forundersøgelsen viser, at en fornyelse og ombygning af Nationalmuseet er den rette vej at gå, afhænger fornyelsen af midler fra både fonde og regeringen.

Læs her visionen for Nationalmuseet 2030.

Se også