Udfører en søgningSøg
9. august 2017

Kronprinsfamilien i Kongernes Jelling

Masser af børnefamilier fra ind- og udland gæster denne sommer oplevelsescentret Kongernes Jelling, men en helt særlig familie kiggede onsdag forbi.


Kronprinsfamilien kom på uofficielt besøg og fik en to timers tur i både oplevelsescenter og på Monumentområdet. Her blandt runesten, gravhøje og eksempler på vikingernes byggekunst, kom familien helt tæt på forfædrene Gorm den Gamle og Harald Blåtand.

"Vi får besøg af masser af børnefamilier her i Kongernes Jelling, men det er da noget helt særligt, når der er prinsesser og prinser involveret", siger daglig leder i Kongernes Jelling, Morten Teilmann-Jørgensen.

Familien fik fortællinger om vikinger, nordisk mytologi og kongerækken i den digitale og interaktive udstilling. Det var noget der passede de små prinser og prinsesser, der var både nysgerrige og spørgelystne.

"I centret har vi en formidling om kongerækken, hvor der er drabelige fortællinger om kongefamilien. Den tog kegler", fortæller Morten Teilmann-Jørgensen.

Da besøget var helt uofficielt blev den kongelige familie vist rundt, mens andre gæster også besøgte stedet. Det forløb uden større ståhej – ja mange opdagede ikke engang at der denne onsdag var et ekstra royalt skær over Jelling.

Flere oplysninger:

Morten Teilmann-Jørgensen, daglig leder

Tlf.:41 20 63 35. E-mail: Morten.Teilmann-Joergensen@natmus.dk

Se også