Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
11. marts 2016

Kongernes Jelling nomineret til den prestigefyldte MUSEUMS+HERITAGE AWARD 2016

I konkurrence med museer fra hele verden er Oplevelsescenter Kongernes Jelling nu med i slutspurten om den store britiske ”MUSEUMS+HERITAGE AWARD 2016”.

Kongernes Jelling er blandt de seks museer fra blandt andet Australien, Belgien og Holland, der i dag fredag blev nomineret i kategorien International Award. I år har rekordmange museer deltaget i konkurrencen, så det gør glæden i Jelling endnu større.

Det er den nye udstilling i Kongernes Jelling, der har fået udlandets øjne op for det danske museum. Siden juni 2015 har næsten 150.000 besøgende været i Jelling for at se den moderne formidling. Der har været god omtale i både danske og engelske aviser og selv New York Times har været forbi den jyske landsby.

- De mange positive kommentarer fra vores gæster er jo fantastisk, men sådan en nominering varmer da ekstra meget, siger daglig leder af Kongernes Jelling, Hans Ole Matthiesen.

Oplevelse for hele familien
Udstillingen i Jelling fortæller om vikingerne ude og hjemme, om religionsskiftet og de to vikingekonger Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Alt sammen fortalt med moderne formidlingsmetoder, der indeholder interaktivitet, korte tekster og en række digitale tiltag. Det er noget der tiltrækker tre generationer.

- Det er blevet en oplevelse for hele familien. Både børn, forældre og bedsteforældre, siger Hans Ole Matthiesen.

Om Kongernes Jelling ryger helt til tops i ”MUSEUMS+HERITAGE AWARD 2016” bliver afgjort den 18. maj 2016 ved en stor prisfest i London.

Udstillingen er udviklet med de tyske udstillingsarkitekter fra ART+COM, Berlin.

Det nye Kongernes Jelling er opbygget i et samarbejde mellem Vejle Kommune og Nationalmuseet. Det stod færdigt i sin nuværende form i juni 2015 og er en del af Nationalmuseet. Det er placeret i Monumentområdet i Jelling. Lige op ad de to høje, kirken og de to runesten. Et område der er på UNESCOs Verdensarvsliste.

Se også