1100 vilde vikinger venter dig på Trelleborg
Jubilæet markeres på Trelleborg med massevis af vikingeaktiviteter for børn og voksne i alle aldre. Fra bueskydning og krigertræning til runeristning og fladbrødsbagning.
Under årets festival kan man opleve de gamle vikingers liv og skikke på nært hold. Faktisk så nært, at det nærmest føles som om man bliver transporteret 1000 år tilbage i tiden til dengang, hvor vikingerne sejlede ud på verdenshavene i deres prægtige langskibe. Dengang, hvor Leif den Lykkelige opdagede Vinland og Svend Tveskæg erobrede dele af Storbritannien.
Den oplevelsesspækkede festivaluge udspiller sig som vanlig i Trelleborgs autentiske rammer i de smukke naturområder ved Tude ådal nær Slagelse. Ugen er propfyldt med alle mulige hyggelige og spændende aktiviteter for både store og små.
Lær at skyde med langbue, prøv nogle af vikingernes gamle og ædle håndværk såsom møntslagning og runeristning, mød de mange handlende på markedspladsen, smag vikingemad, lære at bage fladbrød, gå med på særrundvisninger og meget andet.
Der sker også mange sjove ting for børn. De kan deltage i en sjove vikingelege, opleve vikingedukketeater eller gå til benhård krigertræning, så de kan blive stolte og frygtindgydende vikingekrigere. Selvom man er lille, kan man godt være en stor kriger.
Slaget om Trelleborg!
Festivalugen kulminerer med et stort anlagt familiedrama mellem far og søn. De sidste fire dage fra torsdag til søndag byder på det episke og endegyldige slag om magten på Trelleborg. Og bedst af alt, så er du inviteret til at se på!
To jarler, der repræsenterer henholdsvis Harald Blåtang og hans søn Svend Tveskæg leder hver deres kampklare hær bestående af omkring 300 vikingekrigere fra cirka 14 forskellige nationer, når disse tørner sammen på slagmarken iført fuldt vikingegear til en voldsom kamp med sværd, spyd, skjold og brynjer. Hvem vinder magtkampen om den mægtige borg? Lad den stærkeste vikingekonges tropper vinde!
Vikingefestivalen løber fra 16.07.16 – 24.07.16fra kl. 10.00 – 17.00 hver dag.
Slaget om Trelleborg foregår torsdag-fredag fra kl. 13.00 og lørdag-søndag fra kl. 15.00.
Der kører veteranbusser mellem Trelleborg og Slagelse to gange dagligt under festivalen.
Hold øje med vikingeborgen-trelleborg.dk , hvor det fulde festivalprogram offentliggøres meget snart.
Entré:
Voksne: 110 kr.
Børn under 18 år: 30 kr.