Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Om Njord - Center for Maritim og Submarin Kulturarv


Njord – Center for Maritim og Submarin Kulturarv udforsker og formidler Danmarks rige maritime historie, der strækker sig fra stenalder til nutiden.

Med fokus på menneskets tætte forhold til havet, søfartens betydning for handel, krig og kultur, samt bevaring af submarine fund, arbejder vi for at belyse både den materielle og immaterielle del af Danmarks maritime kulturarv.

Centret samarbejder med en række danske museer, herunder Nationalmuseets Center for Søfart og Maritime Håndværk, Vikingeskibsmuseet i Roskilde, M/S Museet for Søfart i Helsingør og Sea War Museum Jutland i Thyborøn.

Internationale samarbejdspartnere omfatter Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, Parks Canada Agency, Ulster University og Loughborough University, begge i Storbritannien, og National Museum of Costa Rica.

Njord – Center for Maritim og Submarin Kulturarv er støttet af bevillinger fra A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond og European Research Council.

 



Gennem forskning og samarbejde med national og internationale partnere undersøger centeret alt fra historiske skibsvrag og miljøarkæologi til nedbrydning og konservering af maritime fund. Centeret bidrager med ny viden, som ikke kun styrker forståelsen af vores fortid, men også skaber grundlag for nye fortællinger om Danmarks maritime identitet. Vi ønsker at bygge bro mellem fortid og nutid og gøre den maritime kulturarv tilgængelig og relevant for både forskere, institutioner og den brede offentlighed.

Njord – Center for Maritim og Submarin Kulturarv er en del af Nationalmuseet i afdelingen Miljøarkæologi og Materialeforskning.




Vidste du:

At Njord er en oldnordisk gud og kommer fra gudeslægten vaner. Njord er kendt for sine evner til at styre vind og vand, hvilket gør ham til en beskytter for søfolk og fiskere. Desuden er han far til guderne Frej og Freja.