Italien og Romerriget

Den italienske halvø var oprindeligt beboet af mange folkeslag med forskellige kulturer. Den mest udforskede og kendte kultur er den etruskiske.

I jernalderen, 900-600 f.Kr., blev Etrurien, nutidens Toscana, særligt attraktiv for fremmede handelsmænd. Her findes metalholdige bjerge, de såkaldte Colline Metallifere, hvis mineraler tiltrak fønikiske og græske handelsfolk, der grundlagde en handelsstation på øen Ischia ved Napolibugten omkring 770 f.Kr. Kort efter blev den første græske koloni, Cumae, etableret på fastlandet - overfor Ischia. Men det blev langt fra den sidste. Grækerne grundlagde med tiden kolonier i både Syditalien og på Sicilien. Kolonierne fungerede som handelsstationer og med et udvidet handelsområde, sikrede grækerne bl.a. korn til hjemlandet.

Ifølge den romerske tradition blev Rom grundlagt af byens første konge, Romulus, den 21. april 753 f.Kr. Med tiden voksede Rom sig stadig stærkere på bekostning af de omgivende byer, hvis territorier et for et blev underlagt Rom. Og i 264 f.Kr. havde romerne erobret hele den italienske halvø, hvorefter de vendte blikket mod landområder udenfor Italien. Først i det vestlige og senere i det østlige middelhavsområde. Augustus (31 f.Kr.-14 e.Kr.) blev den første romerske kejser og Romerriget nåede sin største territoriale udstrækning under kejser Trajan (98-117 e.Kr.): fra Atlanterhavet i vest til Eufrat i øst og fra Rhinen og Donau i nord til Sahara mod syd.