Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Pigekjole i viskose, 1940erne

Pigekjole i viskose, 1940erne

Under 2. Verdenskrig var det ofte nødvendigt at tage aflagt tøj frem igen og reparere og sy om, efterhånden som det blev slidt. Det var vanskeligt, når det gjaldt børnenes tøj. Børnene sled tøjet, og de voksede også ud af det. Ærmer, bukseben, kjoler og nederdele kunne hurtigt blive for korte.

Pigekjolen er syet i 1930'erne og er blevet forlænget i 1940'erne. Indsatsen forneden på kjolen samt det matchende bælte hørte ikke til den oprindelige kjole. Kjolen har tilhørt Birgit Vang (f. 1938).

Dragtbeskrivelse

Kjolen er i ensfarvet marineblå viskose med indvævet blomstermotiv. Indsats i kjolens nederste del og bælte af mønstret viskose. Kjolen har rund hals med flad drengekrave og bærestykke for og bag. Krave og bærestykke har pyntesyning rundt i kanten.

Lige under bærestykket for og bag er kjolen rynket sammen med smocksyning i lyseblåt, hvidt og rødt bomuldsgarn. Små pufærmer med let rynk ved skulder og smocksyning i underkant. Kjolen lukkes midt bag med skjulte metaltryklåse.

Pigekjole, mus. nr. 482/1991
Viskose. Marineblå og kulørte farver. Tryklåse, metal.

Længde midt bag: 82 cm
Vidde forneden: 120 cm
Højde bærestykke midt for: 11 cm
Højde bærestykke midt bag: 12 cm