Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Habit med vest, 1941

Habit med vest, 1941

Herrebeklædningen blev rationaliseret under besættelsen for at undgå brug af overflødige materialer. Man sparede fx på stoffet til habitter ved at lade et sæt gå fra at være tredelt med jakke, vest og bukser til at bestå af kun to dele, nemlig jakke og bukser. Det var oplagt at spare opslaget på bukserne og de påsyede lommer væk.

Det var svært at få fat i ordentlige materialer, især uld og bomuld. For at få ulden til habitterne til at strække iblandedes fæhår eller cellulosefibre. Blandingsvaren var ikke så god. Den krympede, kradsede og krøllede, og den var ikke nær så varm.

Bryllupshabitten fra 1941 er ikke en spareudgave, den er af ren, ny uld. Vesten er heller ikke sparet væk. Habitten har tilhørt Viggo Frederiksen, som havde den på, da han blev gift med Katrina Lorenzen i Holte Kirke 10. maj 1941. Stoffet havde Katrina skaffet gennem overtjeneren på Søllerød Kro, hvor hun var smørrebrødsjomfru. Stoffet er fra Brede Klædefabrik, og habitten er syet af skrædder Niels Peter Christensen, Kongevejen i Holte.

Dragtbeskrivelse

Habit i sort uld med tynd hvid dobbeltstribe. Jakken er dobbeltradet med 2 gange 3 knapper, hvoraf den øverste er til pynt. Bred revers med spidse snipper. Paspolerede lommer og skrå brystlomme. Let taljering og vidde bagtil. Skuldervat.

Habit, med vest, mus. nr. 1761/1990
Uld. Sort med hvide nålestriber. Vest ryg, kunststof. Foer, vest, lyst stribet bomuldssatin.

Jakke, længde midt bag: 74 cm
Jakke, skulderbredde: 47 cm
Vest, længde midt bag: 50 cm
Vest, skulderbredde: 30 cm
Benklæder, livvidde: 90 cm
Benklæder, skridtlængde: 74 cm
Benklæder, benvidde: 61 cm