Magt i velfærdssamfundet

Maleriet af 'En sulten ved døren' fra 1911 viser, hvordan en arbejdsløs i datidens Danmark blev frataget sin værdighed og måske henvist til at tigge. Oven i købet mistede den arbejdsløse sin stemmeret. For nok havde det systemskifte, der fandt sted i 1901, medført et parlamentarisk system, hvor regeringen blev baseret på Folketingets flertal. Men fem f’er havde stadig ikke stemmeret: fruentimmere, folkehold, fattige, fjolser og forbrydere. I 1915 fik kvinder og tjenestefolk stemmeret, men ikke de sidste tre grupper. Blev en mand arbejdsløs, kunne han ganske vist få fattighjælp, som det hed – men så mistede han sin stemmeret. En ny socialreform blev vedtaget i 1933. Den forbedrede forholdene for arbejdsløse, indførte offentlig forsorg, der i de fleste tilfælde afløste fattighjælpen, og forskellige former for forsikring. Reformen mindskede hjælpens præg af almisse og var et stort skridt på vej mod velfærdsstaten.

Valgplakaten med landsfaderen Stauning virkede: Socialdemokraterne vandt valget i 1935. Det kaos, plakaten advarer mod, var enten de konservative, kommunisterne eller det danske nazistparti, hvis forbillede, Hitler, var blevet rigskansler i Tyskland. 1930’erne var præget af arbejdsløshed, økonomisk krise og angst for den tiltagende krigsrummel sydfra. To fronter var utilfredse med socialdemokratiet: de konservative, hvis ungdomsafdeling i begyndelsen af 1930’erne førte sig frem i halvmilitære optog, der gav ubehagelige associationer til tilsvarende tyske, og kommunisterne, der var tæt knyttet til Komintern i Moskva. Begge følte sig spærret ude fra magten af det store Socialdemokrati, og nogle talte om lede ved parlamentarismen. Man flirtede altså med at overtage magten med uparlamentariske metoder. I denne truende og usikre situation valgte hele 46% af danskerne at stemme på Stauning.

"Fra Stettin i ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig over Europa", konstaterede Churchill et par år efter, at verdenskrigen var vundet. Nu gjaldt det en kold krig uden våben mellem de demokratiske stater i vest og de kommunistiske stater i øst. Helt uden våben var krigen dog ikke, for det, der holdt den kold, var magtbalancen mellem verdens to supermagter, der begge lå inde med atomvåben. Begge ønskede herredømme over så store dele af Europa og resten af verden som muligt. Danmark, der hørte med til den frie, vestlige verden, blev medlem af FN i 1948 og af den amerikansk-europæiske forsvarsalliance NATO i 1949. Men kommunisternes rolle i frihedskampen under besættelsen havde givet dem en vis status, og en del kulturradikale intellektuelle knyttede forhåbninger om en mere retfærdig fordeling af verdens goder til det kommunistiske system.

I 1971 blev den forladte Bådsmandsstrædes kaserne på Christianshavn besat af boligløse unge, studerende og andre, der var trætte af den vestlige materialisme og 'systemet', som det officielle Danmarks styreform blev kaldt. De ville skabe et alternativt samfund med nye boligformer og en flad magtstruktur, som bestod af et fællesmøde, hvor man inspireret af palavertraditionen på visse sydhavsøer snakkede sig frem til en løsning på eventuelle problemer. Christiania fik egne værksteder, spisesteder, spillesteder, teatergrupper og butikker. Fristaden havde som i Kina 'barfodslæger' med alternative urtebehandlinger i kufferten og mange andre institutioner. Christiania undgik dog ikke problemer hverken internt eller fra det omgivende samfund. Nogle ønskede stedet nedlagt bl.a. på grund af ubetalt el og husleje, samt handel med stoffer - problemer som man ville løse inden for Staden.

Du kan se genstandene på denne side - også hashboden - i udstillingen "Danmarkshistorier 1660-2000" på Nationalmuseet.