Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Finker

Mange steder fik man finker, hver gang der blev slagtet gris. Finker blev dengang lavet af svinets hjerte, lever, lunger og nyrer. I vores opskrift bruges lever og hjerte, som kan fås i de fleste slagterforretninger.

1 svinehjerte
1 svinelever
100 gram fedtegrever
salt
peber
kanel

Put hjerte og lever i kogende vand, og kog indmaden et par minutter. Det gør kødet lettere at hakke.
Tag indmaden op, og hak den fint, enten med kniv eller i en kødhakker.
Ælt massen sammen med fedtegreverne, salt og peber. Massen ristes på en varm, tør pande indtil kødet er nogenlunde gennemstegt. Smag til ekstra salt, peber og kanel efter behag.
Finkerne spises direkte fra den varme pande på skiver af groft, godt rugbrød.

Kilde: "Landbokvinden" af Ole Højrup