Fjerne forbindelser
Mange genstande fundet i Danmark vidner om fjerne forbindelser. Sværdene fra Stensgård og Torupgårde er fremstillet i Ungarn eller Rumænien. Sværdene fra Dollerup og Ørskovhede er formentlig fremstillet i Sydtyskland som efterligninger af sværd fra Middelhavsområdet. Sværdet fra Trevad kommer fra Sydtyskland. To mini-dobbeltøkser fra en grav ved Værløse er kommet hertil via endnu fjernere forbindelser til det østlige Middelhavsområde eller Bulgarien.