Familien i Borum Eshøj
Den store gravhøj Borum Eshøj ved Århus lå på et højdedrag med vid udsigt. I 1871 var dele af højen ved at blive fjernet, og den første grav blev fundet. Heri lå liget af en ældre kvinde. Ved en større udgravning i 1875 fandt man to kister med ligene af to mænd, en ældre og en yngre. Højen er sikkert oprindelig rejst over kisten med den ældre mand, som lå i højens centrum. Senere kom de to andre grave til. Egetræerne, som kisterne er lavet af, blev fældet ca. 1350 f. Kr.

