Nationalromantik

I 1800-tallet ændrede malere, digtere og videnskabsmænd syn på historien, naturen og befolkningen. Kunsten og historieskrivningen skulle frem for alt vise den nationale egenart - en opfattelse, der vandt frem overalt i Europa, også i Danmark.

I den nationalromantiske tankegang blev folkets sagn, skikke og traditioner nu interessante. Hvert enkelt folkeslag blev betragtet som noget unikt med særlige egenskaber. Folkekarakteren var givet af skaberen i tidernes morgen. Forskelle mellem folk og nationer - mellem dansk, tysk, norsk osv. - skyldtes folkets iboende ånd samt naturforhold og andre ydre påvirkninger. Et folks karakter blev udtrykt i folkeliv, sprog, love og institutioner.

Den oldnordiske mytologi og sagnhistorie blev i denne periode forskningsfelt for videnskabsmænd og inspirationskilde for kunstnere. I mytologi og historie lå hemmeligheden om folket gemt, og dets karakter og bedrifter var en spire, der blot ventede på at udfolde sig. Mytologiens guder og middelalderens historiske helteskikkelser skulle derfor være forbillede for nutidens mennesker. Fra o. 1800 udkom en række bøger om nordisk mytologi, og de islandske sagaer blev oversat til dansk.

Historikernes opmærksomhed var først rettet mod oldtidens og middelalderens fortidsminder. Snart blev også danske bønders levevis, traditioner og sprog interessante for forskningen som vigtige elementer i bestemmelsen af den nationale identitet. Folkelivsforskningens resultater kom til at spille en central rolle på mange forskellige områder, fx i den dansk-tyske grænsestrid fra 1840’erne til 1920 og for oprettelse af kulturhistoriske museer i Danmark.